
14-årig pige udsat for voldtægt af lærerinde: – Jeg er helt ødelagt

LÆS OGSÅ: "X Factor"-stjerne dømt for grov vold: Tæskede 7-eleven ekspedient
– Hver gang jeg ser en Peugeot, kigger jeg efter, om det er hende, som sidder i bilen.
Sådan forklarede den nu 20-årige forurettede pige blandt andet tirsdag i retten, da hun for første gang i flere år sad ansigt til ansigt med sin påståede voldtægtskvinde.
Den bekymrende sag omhandler den tidligere lærerassistent Ellie Pattison, som beskyldes for at have udnyttet den unge pige følelsesmæssigt og ikke mindst seksuelt ved flere lejligheder tilbage i 2017 og 2018.
Det skriver flere britiske medier, deriblandt The Mirror.
Sagen blev udrullet under tirsdagens retsmøde i den engelske by Lewes, hvor retten blandt andet hørte fra offeret i sagen.
Her fortalte hun, hvordan den dengang 23-årige Ellie Pattison forførte hende, hvilket i sidste ende endte ud i flere voldtægter, lød det fra offeret i sagen.
Ellie Pattison, som er gift, arbejdede dengang som lærerassistent på en folkeskole, som lå nær den forurettede piges skole.
Ved flere lejligheder mødte lærerinden op på offerets skole, hvor de angiveligt blev set kysse sammen – hvilket i sidste ende fik Ellie Pattison suspenderet fra sit arbejde, da en elev rapporterede det påståede kys.
Blev anmeldt af sin kæreste
I forbindelse med forholdet opdagede Ellie Pattisons samlever uråd og anmeldte det upassende forhold til politiet, hvilket endte med at politiet anholdte lærerinden.
– Hun udnyttede den tillid, som hun havde fået igennem sit arbejde, til at udnytte et sårbart barn og få hende til at tro, at det var et ægte forhold mellem de to, fortalte anklager Sarah Lindop i retten.
Ifølge anklagemyndigheden satte de to endda kameraer op i deres soveværelser, så de kunne se hinanden om aftenen.
I en tidligere politiafhøring af det 14-årige offer forklarede hun, at Ellie Pattison havde fortalt hende, at hun var blevet forelsket i den forurettede pige.
– Jeg er helt ødelagt
Den nu 20-årige forurettede kvinde fortalte tirsdag fra vidneskranken, hvordan Ellie Pattison dengang havde hentet hende i sin sølvgrå Peugeot, hvor hun prøvede at kysse hende – vel at mærke mens barnet var beruset.
– Vi sad der i bilen, og da hun for anden gang prøvede at kysse mig, kyssede jeg tilbage. Fra det tidspunkt startede vi med at prøve og være sammen.
– Jeg havde virkelig ikke nogen følelser for hende inden, forklarede offeret i sagen tirsdag.
Hun beskyldte samtidig Pattison for at prøve at bilde hende ting ind, som ikke passede.
– Det har ødelagt mig så meget, at jeg ikke engang kan have et normalt forhold i dag, lød den hjerteskærende forklaring.
Ellie Pattison nægter sig skyldig i de alvorlige anklager om voldtægt af den 14-årige pige.
