Krimi16. marts 2022

13 personer tiltalt for at drive illegal cigaretfabrik

Politiet mistænker 14 mænd for at have fremstillet hele 250 millioner ulovlige cigaretter på illegal fabrik ved Vamdrup tæt på Kolding
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/qm-404625.jpg
 Foto: Colourbox.com/Aller Media DK

Siden 3. marts 2021 har 14 mænd siddet varetægtsfængslet, efter politiet slog til mod en illegal cigaretfabrik på en landejendom ved Vamdrup tæt på Kolding.

Under aktionen beslaglagde politiet hele 11 millioner cigaretter og flere tons røgtobak.

Derudover blev der beslaglagt en større mængde professionelt produktionsudstyr til cigaretter.

En af de anholdte har erkendt sin rolle i netværket, og er blevet dømt for sin rolle.

Han er blevet idømt fire års fængsel samt en tillægsbøde på 71 millioner kroner, og er blevet udvist af Danmark for bestandigt.

SNYDT I SKAT FOR OP MOD 450 MIO.

De 13 resterende mænd er tiltalt for at have unddraget sig betaling af tobaksafgifter til staten for helt op mod 450 millioner kroner.

Tiltalen er rejst af anklagemyndigheden i National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

Ifølge anklagemyndighedens opfattelse har de 14 mænd over en flerårig periode fremstillet mindst 250 millioner ulovlige cigaretter på landejendommen ved Vamdrup.

- Vi oplever i stigende grad, at den organiserede kriminalitet krydser landegrænser og trækker tråde til internationale kriminelle netværk. Det er vi i NSK rustet til at håndtere, og det er derfor resultatet af en omfattende og bred efterforskning med god assistance fra internationale politisamarbejder, Skattestyrelsen og Toldstyrelsen, at vi nu kan rejse tiltale mod 13 udenlandske mænd for særdeles omfattende svindel med tobaksafgifter, siger specialanklager i NSK Vest, Jacob Gents.

Der er nedlagt påstand fra anklagemyndigheden om tillægsbøder på et trecifret millionbeløb. Beløbet modsvarer, hvad statskassen er gået glip af i tobaksafgifter.

Anklagemyndigheden har derudover også nedlagt påstand om, at mændene skal udvises af Danmark.

Sagen starter 25. august i år.

Sponsoreret indhold