13-årig pige mødtes med Kim Kliver efter befrielsen: Havde særlig gave med til ham og holdet

Det var en dybt berørt og tårevædet politiinspektør Kim Kliver, der søndag den 16. april 2023 gav den besked, alle havde håbet på – men nærved ikke turde tro på: Man havde fundet en 13-årig pige i live i et hus i Svenstrup hele 27 timer efter, at hun forsvandt.
Nu afslører en ny bog om sagen, at tårerne også fik frit løb hos den erfarne politimand fire dage senere. Her mødtes han nemlig med den 13-årige pige på Næstved Politistation.

I bogen ”27 timer Pigen, der overlevede” fortæller pigens forældre, hvordan den unge skolepige ønskede at besøge de betjente, der var med til at finde frem til hende den skæbnesvangre dag for to et halvt år siden.
Besøget på politistationen fandt sted 20. april 2023 – altså fire dage efter at hun var blevet befriet.
- Jeg vil så gerne have lov at sige tak. Tak, fordi I fandt mig, lød ordene fra den unge pige.
Derfor medvirker de
Bogen ”27 timer Pigen, der overlevede” er skrevet af den erfarne krimijournalist Christina Ehrenskjöld og udkommer 3. september.
Forældrene medvirker for at tage ejerskab over deres egen private historie – en historie, der har fået massiv offentlig opmærksomhed. Nu ønsker de at fortælle med egne ord, hvordan de oplevede de 27 lange timer, hvor deres datter var forsvundet.
Bogen er en personlig fortælling – fra forældrene til deres datter og hendes fem søstre. Den beskriver, hvordan de reagerede, hvornår de indså alvoren, og om den overvældende støtte, som kom fra nær og fjern, mens timerne gik.
Deres datter, som dengang var 13 år, har i samarbejde med sin psykolog formuleret en række spørgsmål, som bogen søger at besvare.
Igennem forfatteren oplyser familien i dag, at pigen efter omstændighederne har det godt – og det samme gælder resten af familien. De fungerer som familie, men skal leve med det, der skete, resten af deres liv. De nægter dog at lade én mands ondskab overskygge fremtiden.
Kim Kliver blev – ligesom de andre betjente – dybt berørte over pigens ord og kvitterede med et stort kram.
- Du skal ikke sige tak til os. Du er simpelthen så sej, lød det herefter fra den erfarne politiinspektør.
Familien havde – foruden en stor tak – en kæmpe kurv med slik og godter med til betjentene. Desuden overrakte den unge pige et håndskrevet brev, hvor hun takkede hele holdet for deres vedholdenhed og for at have reddet hende.
Brevet blev sidenhen læst højt på stationen.