Krimi15. december 2023

11-årige Alex Batty forsvandt i 2017: Nu er han fundet seks år senere

Den engelske dreng blev bortført til Spanien af hans mor og bedstefar. Nu er han blevet fundet i Frankrig seks år senere
Greater Manchester Police brugte dette billede af den dengang 11-årige Alex Batty, da han blev efterlyst i 2017.
Greater Manchester Police brugte dette billede af den dengang 11-årige Alex Batty, da han blev efterlyst i 2017.
 Foto: Greater Manchester Police/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Drama på dansk skole: Undersøger mistænkeligt forhold

Et julemirakel ser ud til at have fundet sted.

Den engelske dreng Alex Batty forsvandt i en alder af bare 11 år tilbage i 2017.

Men nu skriver flere engelske medier herunder BBC, at han er blevet fundet.

I 2017 blev han angiveligt bortført af sin mor, Melanie Batty, og bedstefar, David Batty, som tog den 11-årige dreng med til Spanien på en familieferie.

Nu er han seks år senere blevet fundet i Frankrig i byen Revel nær Toulouse.

Her skulle den nu 17-årige dreng have brugt en bilists telefon til at skrive til sin bedstemor via Facebook.

- Hej bedstemor, det er mig Alex. Jeg er i Toulouse i Frankrig. Jeg håber virkelig, at du får den her besked. Jeg elsker dig. Jeg vil gerne hjem.

Bilisten var Fabien Accidini, som til BBC har fortalt om mødet med Alex Batty.

- Han (Alex, red.) forklarede, at han havde vandret i fire dage, og at han begyndte et sted i bjergene. Jeg søgte på hans navn på internettet og så, at han var efterlyst.

Bedstemoren, Susan Caruana, – som også var drengens værge – fortalte efter Alex Battys forsvinden, at hun var sikker på, at hans mor og bedstefar havde taget ham ned til Marokko for at blive en del af et åndeligt fællesskab.

Anklagemyndigheden i Toulouse skulle have udtalt, at Alex Battys identitet er blevet bekræftet af hans familie.

Hverken moren eller bedstefaren er blevet fundet endnu. De er stadig efterlyst.

Alex Batty skulle have fortalt, at han har været i Frankrig i to år.

Han ville dog ikke fortælle, hvor hans mor skulle være, eller hvor han har boet.

Sponsoreret indhold