Krimi27. juli 2023

11-årig pige arresteret for at lyve om vens kidnapning

Det var en udfordring på YouTube, der fik pigen til at lyve om, at hendes ven var blevet kidnappet
En 11-årig pige måtte en tur i ungdomsfængsel, efter hun løj over for politiet.
En 11-årig pige måtte en tur i ungdomsfængsel, efter hun løj over for politiet.
 Foto: Screendump

En 11-årig pige fik sig noget af en overraskelse, da en udfordring på YouTube førte til, at hun blev lagt i håndjern af politiet.

Ifølge New York Post blev den 11-årige amerikanske pige arresteret onsdag i Florida, fordi hun løj om, at hendes ven var blevet kidnappet.

Pigen syntes, det var sjovt at skrive til alarmcentralen og få dem til at tro, at hendes 14-årige ven var blevet bortført af en mand i en hvid varevogn.

Politiet satte derfor hele beredskabet i gang for at finde den bortførte og varevognen, som altså aldrig havde eksisteret.

Gennem hele eftersøgningen, som varede halvanden time, skrev hun med alarmcentralen, mens en større politijagt blev sat i gang både til lands og i luften.

Den 11-årige pige gav endda en beskrivelse af manden og sagde, han havde en pistol.

Efterforskere sporede senere telefonen, der blev skrevet fra, til pigens hjem.

Da politiet fandt pigen, fortalte hun, at det var en udfordring på YouTube, der havde inspireret hende til at finde på løgnen.

Hun blev efterfølgende arresteret og sigtet for at have foretaget en falsk politianmeldelse omkring brug af et skydevåben samt en forseelse for misbrug af alarmcentralen.

– Hvis du gør noget lignende igen, så kommer du i håndjern endnu engang, lød de belærende ord fra en mand, der angiveligt var pigens far, afslører politiets kropkameraer, der filmede hele anholdelsen.

– Jeg gør det aldrig igen, sagde den 11-årige pige med gråd i stemmen.

Pigen blev kørt til et ungdomsfængsel, hvor hun skulle sove natten over og dagen efter blive stillet for en dommer.

Sponsoreret indhold