Krimi8. februar 2021

10-årig legede i haven: Blev bortført af fremmed mand

Politiet efterforsker sagen intenst og søger vidner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

Søndag eftermiddag var en 10-årig dreng ude og lege i haven på sin adresse på Pallesvej i Frederikshavn, da han pludselig blev kidnappet af en fremmet mand.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Drengen blev løfter ud af haven af den fremmede mand omkring klokken 15.45. Han blev ført til nærliggende Søndergade, hvor manden satte drengen ned, men holdt fast i hans hætte.

Manden førte drengen over Søndergade, vest ad Smedevej, syd ad Solsikkevej, over Gærumvej og syd ad Solsikkevej, hvor den munder ud i Møllehus Allel.

Her mødtes manden med to andre mænd. Manden slap kortvarigt sit tag i drengens hætte, som flygtede fra stedet og vendte hjem i god behold.

Bortføreren beskrives som mellem 15 og 20 år gammel, ca. 175 centimeter høj. Han var mørk i huden og havde brune øjne.

Han var iført en sort jakke, et par blå cowboybukser og mundbind. Han talte dårligt, men forståeligt dansk.

De to mænd han mødtes med så lidt ældre ud og var lyse i huden.

- Dem vil vi meget gerne høre fra, da deres forklaring kan være vigtig for at belyse sagen, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

Desuden vil politiet gerne høre fra andre vidner, der kunne have overværet kidnapningen.

- Det skete, mens det stadig var lyst, så der kan være nogen, der har set episoden, siger Frank Olsen.

Efterforskningen fortsætter

Politiet vil hele dagen være synligt til stede i området, og der vil være mulighed for at retten henvendelse som vidne.

Det er endnu uvist, hvad motivet bag handlingen var.

- Men det har været en voldsom oplevelse for drengen. Vi tager den her sag meget alvorligt, og derfor foretager vi forhøringer i området, sporsikring og en række andre tekniske undersøgelser, der skal bidrage til at belyse forløbet før, under og efter, siger Frank Olsen.

Sponsoreret indhold