10-årig kommer med uhyggelig tilståelse: Har begået drab
En blot 10 år gammel dreng fra Texas har for kort tid siden indrømmet, at han har begået drab.
Den 10-årige dreng indrømmer således, at det var ham, der som blot 7-årig skød og dræbte en 32-årig mand i Nixon, Texas.
Det skriver det amerikanske medie People.
Den 32-årige Brandon O’Quinn Rasberry blev fundet dræbt med skud i hovedet i januar 2022. Siden har politiet forsøgt at opklare drabet, men uden held.
Først 12. april tog sagen en overraskende drejning, da politiet kom på sporet af den nu 10-årige dreng.
Drengen havde dagen forinden truet en kammerat i skolebussen, og i den forbindelse havde den 10-årige udtalt, at han havde dræbt en mand to år forinden.
Politiet valgte at afhøre drengen, der altså nu har indrømmet, at han skød og dræbte den 32-årige mand i januar 2022. Drengen har fortalt, at han dræbte manden med sin bedstefars pistol, mens han var på besøg hos sine bedsteforældre.
Trods sin ugerning udtaler myndighederne i Texas, at den 10-årige dreng ikke vil blive retsforfulgt.
Ifølge Texas’ straffelov er et barn nemlig ikke strafbart, før det er fyldt 10 år. Og da drengen i dette tilfælde var under 10 år på gerningstidspunktet, bliver en eventuel sag droppet.