Kongelige14. januar 2022

Vidste du det? Danmarks første kvindelige monark skulle slet ikke have heddet Margrethe II

Da dronning Margrethe for 50 år siden overtog tronen, valgte hun selv, hvilket navn hun ville gå under
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Fredag den 14. januar 1972 klokken 19:50 bliver 31-årige Margrethe dronning af Danmark.

Det sker, efter hendes far, kong Frederik 9., er sovet ind efter 14 dages sygdom.

At kronprinsessen nu kan kalde sig dronning er på mange måder skelsættende, for det er første gang i kongeslægtens 523 år lange historie, at en kvindelig monark sætter sig på tronen.

Bruddet med traditionerne gjorde også, at Margrethe som dronning selv skulle vælge sin titel.

For godt nok kendte danskerne dronning Margrete I, der regerede i Danmark fra 1387 til 1412, men teknisk set var hun ikke regerende dronning i den forstand, at hun ikke var "født til embedet".

Dronning Margrete I, som for øvrigt også staves uden h, overtog magten, da hendes søn Oluf døde, og da tronfølgeren Erik af Pommern endnu ikke var myndig, regerede hun Danmark og hele Kalmarunionen til sin død.

Hun anses for at være en af de mest magtfulde regenter i både Sverige, Danmark og Norge, og det ønskede Margrethe at anerkende, da hun i 1972 skulle vælge, hvordan hun ville tituleres som dronning.

Som bekendt valgte Margrethe titlen "Margrethe II", og hun har tidligere forklaret over for BILLED-BLADET, hvorfor det blev, som det blev.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/19720116-215335-pf-1920x1289we.jpg
 Foto: Christen Hansen/Ritzau Scanpix

Her udråbes dronning Margrethe som dronning af statsminister Jens Otto Krag. Foto: Christen Hansen/Ritzau Scanpix

– Jeg synes, at den historiske dronning Margrete så oplagt var den første, og så skulle jeg ikke komme her og lade som om, hun ikke havde været det … Jeg synes, det ville være forkert at bilde folk ind, at jeg troede, jeg var den første. Det var jeg jo ikke …, har dronningen tidligere fortalt til BILLED-BLADET.

Dronning Margrethe er faktisk ikke opkaldt efter Margrete I, som man ellers kunne foranlediges til at tro.

Dronningen er opkaldt efter sin mormor, dronning Ingrids mor, den britiske prinsesse Margareta af Connaught, der senere blev svensk kronprinsesse.

Det er også derfor, Margrethe har fået kælenavnet Daisy. Ifølge britisk tradition er Daisy et klassisk kælenavn for dem, der er døbt Margaret.

Sponsoreret indhold