Ven: - Sådan var prins Henriks sidste tid

Enan Galaly, der kom til Danmark samtidig med prins Henrik, fortæller om prinsens sidste tid i Egypten.

Enan Galaly, der kom til Danmark samtidig med prins Henrik, fortæller om prinsens sidste tid i Egypten.

Privatfoto

 

Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke i tirsdags.

Han døde tirsdag den 13. februar efter få ugers sygdom. Prins Henrik blev 83 år.

Samme dag prinsen gik bort, var han kommet hjem fra Rigshospitalet, hvor han havde været indlagt siden den 28. januar med en lungeinfektion og en godartet tumor i den ene lunge.

Han døde mindre end 12 timer efter, at han var kommet hjem på Fredensborg Slot, hvor han "ønskede at opholde sig sin sidste tid", som Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, skrev i en pressemeddelelse.

I januar før indlæggelsen og i november og december sidste år var prins Henrik i flere omgange i Egypten med vennen Enan Galaly, der er egyptisk af afstamning men dansk statsborger.

Han er direktør for hotellet Helnan Marina i Sharm El Sheikh, og det var her prins Henrik opholdt sig, inden han blev syg og rejste hjem til Danmark sidst i januar.

Nu fortæller Enan Galaly, der hidtil har været meget diskret omkring prins Henrik,  til TV 2 om prinsens sidste tid i Egypten, hvor han nød varmen og solen under de sydlige himmelstrøg.

Enan Galaly tog initiativ til at invitere prins Henrik til Sharm El Sheikh, og den kongelige familie bakkede op om, at Kongehusets nestor tog ned til varmen.

- Det var en fantastisk beslutning, at familien støttede Prinsen i at komme herned. Han var her i november, december og det meste af januar, siger Enan Galaly til TV 2.

 

I begyndelsen nød prins Henrik livet i Sharm El Sheikh.
 
- Selvom han var syg, gjorde han mange ting, som han havde lyst til at gøre i den sidste del af sit liv. Han var en mand, der nød den sidste tid, han havde tilbage i livet. Han gik ture på stranden, han kørte i beach buggy, han red på kamel. Og han købte gaver i basaren til børnene og til prinsesserne, siger Enan Galaly til TV 2.
 
Prins Henrik kunne med sine offentlige udmeldinger fra tid til anden give det indtryk, at alt ikke var fryd og gammen mellem ham og dronning Margrethe, men Enan Galaly forsikrer om, at prins Henriks kærlighed til hustruen var stor.
 
- Han var altid stolt af dronning Margrethe. Han kaldte hende 'min kone' med fransk accent. Og han talte på en humoristisk måde, ikke på den dramatiske måde det er blevet omtalt på, om, at han ikke var konge, siger Enan Galaly til TV 2.
 
Sidst i januar svækkedes prins Henriks tilstand, og efter en hospitalsindlæggelse i Sharm El Sheikh blev han fløjet til Danmark og behandling på Rigshospitalet.
 
Han var omgivet af dronning Margrethe, kronprins frederik og prins Joachim, da han sov ind klokken 23.18 tirsdag den 13. februar.
 
Mange tusinde danskere valgte at tage en sidste afsked med prins Henrik, da han lå Castrum Doloris i Christiansborg Slotskirke, og overalt på de kongelige slotte lagde danskerne blomster og hilsener til prins Henrik og de efterladte.
 
Dagen efter prins Henriks bisættelse takkede dronning Margrethe i et brev den danske befolkning for den sympati og varme kongefamilien var blevet mødt med i forbindelse med prins Henriks bortgang.
 
- For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med Prins Henriks død og bisættelse, begynder dronningen i brevet, som er delt af Kongehuset på Facebook.

Og den efterladte familie har da også flere gange taget sig tid til at kigge på alle de blomster, som er blevet lagt til Henrik. 

- De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulden for at vise prinsen den sidste ære i slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt og er medvirkende til at hjælpe os igennem denne svære tid, lyder det.

Afslutningsvis skriver dronningen tak for det hele.

- For alle disse smukke vidnesbyrd om hengivenhed og medfølelse ønske rjeg og min familie at udtrykke vor dybfølte tak til hele den danske befolkning, slutter hun.

Stort galleri fra prins Henriks bisættelse:

Prins Henriks bisættelse tirsdag den 20. februar 2018

Find din favorit kendis her:

Fra forsiden
Close