
Unikke billeder fra kongehuset helt uden filter: Sælger sjældent privat fotoalbum
Kongehuset helt privat
LÆS OGSÅ: Vild afsløring - festede med sit offer
Et unikt fotoalbum med 159 private billeder af kong Frederik IX, hans familie og venner bliver nu sat på auktion hos Bruun Rasmussen.
Albummet giver ifølge auktionshuset "et sjældent og ærligt indblik i kongehusets liv" bag lukkede døre i årene 1953–1955. Og billederne viser en side af Frederik IX, som kun få har set før.
Albummet, der stammer fra blandt andet Fredensborg, Amalienborg, jagtejendommen i Trend, svømmehallen og familiens ferier, viser nemlig kongen som far, ægtemand og ven. Og er langt fra de opstillede gallaportrætter, de danske undersåtter ellers er vant til at blive præsenteret for af kongehuset.
- Disse billeder åbner et vindue til en verden, vi ellers kun kender fra film og eventyr, men som viser sig at være meget menneskelig, siger Peter Broe, der er specialist hos Bruun Rasmussen.
Fotoalbummet blev oprindeligt givet som gave fra dronning Ingrid til hendes nære ven, arkitekt og kongelig hofregistrator Michael Bloch, som døde i 2015.
Det har indtil nu været i Bloch-familiens eje og vurderes til 15.000 kroner.
- Det er utrolig sjældent, at så omfattende privatmateriale med kongehuset dukker op, siger Peter Broe og tilføjer, at albummet først og fremmest "vidner om et personligt familiealbum".
Hvor de officielle portrætter ofte viser majestæten i uniform og med stram mine, ser man en helt anden Frederik IX frem i det private album.
Her smiler han til børnene, slapper af i badekåben og ses i nærværende stunder med sin hustru, dronning Ingrid. Enkelte billeder viser ham i selskab med andre europæiske kongelige.
- Private billeder giver et ufiltreret og autentisk indblik i personer, vi ellers kun kender som nationale symboler.
- Vi får her indsigt i deres hverdag og det skaber en helt særlig forbindelse mellem kongehuset og offentligheden, fordi man kan genkende og relatere til elementer af deres liv, udtaler Peter Broe
Albummet kommer under hammeren den 15. december.
