Tillykke Marie: Én titel slår alle andre for prinsessen

Hun kan pryde sig med fornemme titler som prinsesse af Danmark samt protektor for bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, Hjernesagen og Stop spild af mad, men der er én titel, som er meget vigtigere end alle de andre.
Marie er mor med stort m.
Allerede inden Henrik og Athena kom til verden, strålede hun i rollen som bonusmor til Nikolai og Felix.
Marie er selv skilsmissebarn og har oplevet, hvor svært det var da hendes mor giftede sig på ny og flyttede til Genève sammen med Marie.

Den dengang 11-årige Marie følte, at hun skulle vælge mellem sine forældre.
Måske derfor havde hun gjort sig mange tanker, inden hun skulle møde Nikolai og Felix.
– Min rolle bliver at give dem kærlighed og være tålmodig. Vente på, at de holder af mig. Jeg kender det. Jeg ved, hvordan det er. Jeg har været i samme situation. Jeg ved, at de ikke har valgt mig. Det er mig, der skal kæmpe for, at de accepterer mig.
Jeg vil aldrig blande mig i det forhold, børnene har til deres far – eller til deres mor. Den kærlighed, de har til deres børn, er en betingelsesløs kærlighed, som altid vil være det, og det er et særligt forhold, de har.


Jeg opnår aldrig det samme – og det er okay. Man skal aldrig prøve at indtage andres plads, sagde hun i I DR-dokumentaren ”Prinsesse på vej” i 2008.


Min lille dreng
Siden blev hun selv mor, da sønnen Henrik i 2009 kom til verden.
– Det er den største forskel i livet, man kan opleve. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden min lille dreng.


Han betyder, at jeg ikke længere har fokus på mig selv, og i dag tænker jeg først og fremmest på min mand og vores søn. Familien er min store drøm, sagde hun dengang til Jydske Vestkysten og udtrykte samtidig, at Henrik på sigt skulle være storebror.
Det blev han som bekendt i januar 2012, da Athena kom til verden.
Men med børn følger også evige bekymringer, og Marie er ifølge Joachim en vaskeægte hønemor.
– Jeg er hele tiden meget bekymret for, hvad de laver, og hvor de er. Hele tiden. Det er forfærdeligt, har hun med et grin sagt til Berlingske.
