Kongelige22. marts 2024 (opd. 22. marts 2024)

Støttebølge til prinsesse Kate efter kræftdiagnose

Rishi Sunak fremhæver hendes tapperhed og fordømmer den uretfærdige mediedækning
Videoen er allerede blevet set millioner af gange.
Videoen er allerede blevet set millioner af gange.
 Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Reaktionerne vælter ind, efter at Storbritanniens prinsesse Kate fredag har meddelt, at hun har fået konstateret kræft, hvilket hun bliver behandlet for.

Blandt andet skriver Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, på det sociale medie X, at prinsesse Kate "får kærlighed og støtte fra hele landet".

- Hun har udvist tapperhed med sin udmelding i dag, skriver han og tilføjer, at hun er blevet "uretfærdigt behandlet" af visse medier verden over og på sociale medier.

Også Det Hvide Hus i USA har reageret på prinsessens kræftdiagnose.

På et pressemøde fredag siger pressesekretær i Det Hvide Hus Karine Jean-Pierre, at "vores tanker går til prinsessen og hendes familie i denne svære tid".

- Vi er utrolige kede af at høre nyheden, siger hun.

Karine Jean-Pierre vil ikke oplyse, hvorvidt USA's præsident, Joe Biden, har talt med prinsesse Kate i forbindelse med kræftdiagnosen.

Storbritanniens kong Charles, som også har kræft, er "så stolt af Kate for hendes tapperhed". Han har tæt kontakt til sin "elskede svigerdatter", oplyser det britiske kongehus ifølge BBC.

Imens lyder det fra Liz Truss, som var Storbritanniens premierminister i 49 dage i 2022, at "mine tanker er hos prinsessen og hendes familie i denne svære tid".

I en video fredag aften deler prinsesse Kate meldingen om sin kræftbehandling, efter at spekulationer og rygter om prinsessens helbred har spredt sig på sociale medier og i pressen de seneste uger.

Prinsesse Kate blev indlagt på hospitalet 17. januar og blev udskrevet 12 dage senere efter at have gennemgået en planlagt operation i maveregionen.

- Dengang troede man, at min tilstand ikke var kræftfremkaldende. Operationen lykkedes. Der var dog test efter operationen, der viste kræft. Mit lægehold anbefalede derfor, at jeg bør gennemgå forebyggende kemoterapi, og jeg er nu i de tidlige stadier af den behandling, siger hun.

I videoen oplyser prinsesse Kate ikke, hvilken type kræft hun har.

Sponsoreret indhold