Sommervejret vender tilbage i næste uge

Det er ikke for alvor sommer og sol, som tankerne bliver ledt hen på, hvis man kigger ud af vinduet i dag, fredag.
For den lækre sommervarme har for en stund forladt os til fordel for et lavtryk, der lige nu holder temperaturen på den kedelige side af 20 grader.
Det kommer til at gælde ugen ud, hvor søndag dog kan byde på 22 grader, når det er varmest, nogle steder i landet.
Op til 30 grader
Det ændrer sig heldigvis i næste uge. For her kommer de høje temperaturer fra Sydeuropa på besøg et par dage.
Således kan man tirsdag opleve dagtemperaturer på 23-28 grader, mens at onsdag kan give hele 30 grader visse steder.
Torsdag og fredag vil dog byde på skyer med byger og efterhånden faldende temperaturer.
Vær opmærksom på varmen, hvis du skal sydpå
Mens at vi håber på, temperaturen stiger herhjemme, har de formentlig det modsatte ønske sydpå.
For hedebølgen er i den grad til stede, og det fortsætter også i næste uge.
Specielt Spanien er ramt, og temperaturen har i noget tid ligget på omkring 40 grader i store dele af landet. Onsdag i denne uge viste termometeret sågar 45 grader i Sydspanien.
Skal man sydpå i næste uge, er det derfor en god idé at skrive sig bag øret, at temperaturen hurtigt kan komme over de 30 grader, advarer DMI