
Slut med titelkrig: Nu har Joachim og Marie lagt det bag sig

LÆS OGSÅ: Prinsesse Marie overvejede forholdet til prins Joachim
Det er snart tre år siden, at dronning Margrethe sendte chokbølger gennem kongehuset med den opsigtsvækkende beslutning om, at prins Joachims fire børn ikke længere måtte kalde sig prinser og prinsesser.
Dengang lagde parret ikke skjul på deres enorme skuffelse og sorg over, at deres børn blev "gjort fortræd". Men nu blæser der nye vinde i Washington D.C., hvor familien bor til daglig.
"Processen var langt fra perfekt"
I et stort interview med Børsen lægger prinsesse Marie ikke skjul på, at hele forløbet omkring titlerne var en voldsom omgang for familien.
Men trods den kluntede proces har familien taget en vigtig beslutning: De har lagt det hele bag sig.
Grunden til, at de nu nægter at tale mere om sagen, er helt klar: Det handler om at beskytte 16-årige grev Henrik og 14-årige komtesse Athena.
– Jeg forstår godt, at du spørger, for det er ingen hemmelighed, at det kom som et chok for os alle. Pludseligt. Og processen var, vil jeg sige, langt fra perfekt. Men vi har lagt det bag os. Det er virkelig vigtigt for os at gøre, fordi børnene ikke skal mindes om det resten af deres liv. Børnene trives nu, og det er fantastisk, så jeg vil ikke tale mere om det., lyder den kontante melding fra Marie til Børsen.
Savner storebrødrene
Selv om titlerne er fortid, er det familiære bånd stærkere end nogensinde. Marie fortæller, at noget af det vigtigste, når familien endelig lander i Danmark, er samværet med de store brødre, grev Nikolai og grev Felix.
Faktisk har de et fast ritual om, at de to storebrødre er de første, de ser, når de ankommer til fædrelandet. Og meget tyder på, at de snart får meget mere tid sammen; Marie afslørede nemlig for nylig, at familien planlægger at flytte permanent hjem til Danmark i 2027.
