Kongelige21 timer siden (opd. 21 timer siden)

Skal du med? Her er første by til Royal Run 2026

Den først by til Royal Run 2026 er blevet offentliggjort. Og det er første gang, at det royale løb svinger forbi
Ringkøbing er første værtsby på listen til Royal Run 2026, hvor byen 2. pinsedag får besøg af både motionister og kongelige i løbesko.
Ringkøbing er første værtsby på listen til Royal Run 2026, hvor byen 2. pinsedag får besøg af både motionister og kongelige i løbesko.
 Foto: Mikael Rieck

Ringkøbing er blandt de byer, der i 2026 lægger asfalt til motionsløbet Royal Run.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Royal Run gæster den vestjyske by.

Ringkøbing er den første værtsby, der bliver offentliggjort for 2026-udgaven af motionsløbet, der finder sted 2. pinsedag - 25. maj.

- Sammen med Ringkøbing Idrætsforening har vi arbejdet for, at den royale motionsfest kommer til Ringkøbing, og det er heldigvis sket nu, siger Hans Østergaard (V), der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg glæder mig derfor til 2. pinsedag, hvor hele byen kommer til at summe af liv, motion og fællesskab, og hvor både borgere og gæster får en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er jo ikke hver dag, vi har besøg af de kongelige i løbetøj.

Motionsløbet tilbyder tre distancer at løbe på: 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer. I alt skal fem byer dele titlen som værtsby til Royal Run. Hver dag i denne uge offentliggøres en ny værtsby.

- Royal Run har udviklet sig til en begivenhed, der bringer danskere sammen på tværs af alder, geografi og aktivitetsniveau. Det er en traditionsrig dag, hvor vi fejrer fællesskabet og glæden ved motion, siger Jens Otto Størup, som er administrerende direktør i DGI og med i Royal Runs styregruppe.

- Med de nye værtsbyer for 2026 kommer Royal Run endnu en gang ud i landet, og vi glæder os til at præsentere dem i løbet af ugen.

I år lagde Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København veje til den store begivenhed, hvor mere end 97.500 personer havde kondiskoene på.

Kong Frederik løb i Ribe, Horsens og København, mens kronprins Christian besøgte Viborg. Dronning Mary løb i Korsør.

Motionsløbet blev afholdt første gang i 2018 og har siden været en årlig tradition med undtagelse af 2020-udgaven, der blev aflyst på grund af corona.

Sponsoreret indhold