Kongelige8. september 2022

Se listen: Så meget har dronning Elizabeth kæmpet med helbredet det seneste år

Dronning Elizabeth er syg. Flere gange før i år har den aldrende monark haft problemer med helbredet.

Elizabeths liv i billeder

Den britiske dronning Elizabeth er syg, meddeler Buckingham Palace torsdag.

Læger udtrykker bekymring for hendes helbred, og de anbefaler, at hun holdes under observation.

Det er ikke første gang i år, at den 96-årige dronning har problemet med helbredet. Læs mere om det her:

* I oktober 2021 bliver dronning Elizabeth rådet af læger til at holde sig i ro, efter at hun har tilbragt en nat på hospitalet. Det bliver ikke meldt ud, hvad årsagen til hospitalsopholdet er.

* I midten af februar klager dronningen over stivhed i kroppen, efter at hun har genoptaget personlige audienser på slottet. Det sker, kort efter at hun 6. februar kunne fejre, at hun havde siddet 70 år på den britiske trone.

* 20. februar oplyser det britiske kongehus, at dronning Elizabeth er testet positiv for coronavirus. Ifølge kongehuset har hun milde forkølelsessymptomer, og hun vil i de følgende uger udføre lettere opgaver på Windsor-slottet, lyder det. På grund af regentens sygdom bliver flere planlagte begivenheder aflyst, herunder audienser på Windsor-slottet med nye ambassadører.

* 1. marts har dronningen det "meget bedre" efter smitten med coronavirus, lyder det fra dronningens søn prins Charles. Dronningen genoptager desuden sine offentlige opgaver. Medierne beretter, at bekymringen for dronningens helbred er tiltagende i Storbritannien.

* 9. maj bliver det oplyst, at dronning Elizabeth II ikke som normalt deltager i den traditionsrige åbning af parlamentet i London, som skal findes sted næste dag. Hun oplever "episodiske problemer med mobiliteten", meddeler Buckingham Palace, og i samråd med læger er det derfor besluttet, at dronningen melder afbud. Hendes søn prins Charles deltager i hendes sted.

Igen kommer der fokus på dronningens svigtende helbred, heriblandt at hun har haft problemer med at arbejde og stå. Det er desuden cirka en måned siden, dronningen på dette tidspunkt senest er set offentligt.

* 2. juni bliver det meldt ud fra kongehuset, at regenten ikke deltager i en gudstjeneste tre dage senere, fordi hun har "oplevet ubehag". Kongehuset henviser til, at det skyldes "turen og den påkrævede aktivitet, som det kræver at deltage i gudstjenesten".

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har dronningen besvær med at bevæge sig. Hun deltager dog i en fakkeltænding ved Windsor-slottet samme aften.

* 3. juni melder dronningen afbud til det prestigefyldte hestevæddeløb Epsom Derby, som afholdes den følgende dag. Det er ellers sjældent, hun ikke deltager.

* 4. juni er der en markering ved Buckingham Palace af dronningens 70-års-jubilæum som regent. Det er tredje dag af fire, men dronning Elizabeth er ikke selv til stede. Hoffet oplyste allerede på førstedagen, at dronningen følte sig udmattet.

Dronning Elizabeth
Billedet her er fra juni 2022 og vakte bekymring, da dronningens statur ikke var, som den plejer at være.
 Foto: MEGA

* 5. juni viser dronningen sig på balkonen ved Buckingham Palace, hvor hun vinker til fremmødte. Også den 2. juli – på første dag af fejringen af hende – stod hun og lod sig hylde, men skippede alle arrangementerne til ære for hende.

* 7. september må monarken aflyse et videomøde med en række ministre, efter at hendes læger har anbefalet, at hun holder sig i ro.

* 8. september oplyser kongehuset, at den 96-årige dronning er syg, og at læger udtrykker bekymring for hendes helbred. De anbefaler, at hun holdes under lægers observation. Kongehuset oplyser i en erklæring, at "dronningen befinder sig godt og er på slottet Balmoral".

Kilder: BBC, Ritzau, Buckingham Palace.

Sponsoreret indhold