Kongelige7 timer siden

Samme fejl som prinsesse Märtha Louise? Norske prins Sverre Magnus springer ud som selvstændig

Mens Mette-Marits ældste søn, Marius Borg Høiby, kæmper med privatlivet, så har lillebror prins Sverre Magnus gang i forretningerne
Den norske prins Sverre Magnus har startet sin egen virksomhed.
Den norske prins Sverre Magnus har startet sin egen virksomhed.
 Foto: Amanda Pedersen Giske/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Frede viser sig frem: Svinger battet

Mens store dele af den norske befolkning stadig spekulerer i, hvilken rolle prins Sverre Magnus egentlig skal spille i kongehuset, har han tilsyneladende valgt at gå en anden vej.

Ifølge TV 2 Norge har den 19-årige prins oprettet enkeltmandsvirksomheden Sverre Magnus Productions, der skal beskæftige sig med film- og fotoproduktion.

Selvom prinsens interesse for kameraet ikke er bredt kendt, har han flere gange leveret billeder til kongehusets sociale medier – blandt andet da kronprinsesse Mette-Marit fyldte 50.

Det norske kongehus bekræfter, at virksomheden er startet med et læringsformål: Prins Sverre Magnus vil udvikle sine færdigheder og lære at drive en virksomhed.

Prins Sverre Magnus er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit.
Prins Sverre Magnus er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit.
 Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix

Men han vil ikke bruge sin titel i kommercielle sammenhænge, understreger kongehusets kommunikationschef.

TV 2’s kongehusekspert Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen kalder det hele "meget interessant" – og lidt i modstrid med de signaler, kongehuset tidligere har sendt om, at prinsen muligvis skulle have en mere officiel rolle fremover.

– Det her går jo lidt imod de meldinger, vi har fået den seneste tid om, at prins Sverre Magnus skulle spille en mere fremtrædende rolle i kongehuset, siger han.

Han understreger, at det endnu er uklart, hvor omfattende projektet bliver – men påpeger samtidig, at det kan tolkes som et tegn på, at prinsen ikke har planer om at være særlig aktiv i det officielle kongearbejde.

Prins Sverre Magnus af Norge.
Prins Sverre Magnus af Norge.
 Foto: Albert Nieboer/Ritzau Scanpix

Märtha Louise gjorde det samme

Schulsrud-Hansen drager også paralleller til prinsesse Märtha Louise, der gennem flere år har drevet sin egen virksomhed og ofte er blevet kritiseret for at blande kongehus og kommercielle interesser.

– Selv om prinsens film- og fotovirksomhed er noget helt andet end en engleskole, så rejser det her alligevel spørgsmål om habilitet og om, hvilken betydning det kan få for kongehusets troværdighed.

I 2022 valgte prinsesse Märtha Louise at frasige sig titlen som "kongelig højhed" for at kunne arbejde mere frit.

Hun har samtidig indgået en aftale om ikke at bruge prinsessetitlen i kommerciel sammenhæng – en aftale, som hun dog er blevet beskyldt for at overtræde flere gange.

Sponsoreret indhold