
Samles første gang efter choknyhed: Er han med til Mette-Marits fødselsdag?

LÆS OGSÅ: Marius fortsatte med at voldtage efter første anholdelse
Kronprinsesse Mette-Marit fylder tirsdag 52 år, men i stedet for festligheder er dagen omgærdet af spekulationer, skriver flere norske medier.
Der hersker nemlig stor tvivl om, hvem der senere i dag samles på kongehusets ejendom Skaugum for at fejre fødselaren.
Det norske kongehus bekræfter over for SE og HØR i Norge, at fødselsdagen markeres privat, men vil ikke oplyse, om sønnen Marius Borg Høiby, der mandag blev tiltalt for hele 32 forhold – herunder fire voldtægter – vil være til stede.
TV 2 Norge har spurgt direkte, men fået tavshed som svar.
Ifølge anklageskriftet skal Marius siden 2018 have udsat fire forskellige kvinder for overgreb, hvor flere af dem blev filmet i sovende tilstand.
Statsadvokaten har kaldt sagen "meget alvorlig" og fremhævet, at strafferammen kan lyde på op til 10 års fængsel.
Indtil videre har det norske kongehus været særdeles tilbageholdne med kommentarer om sagen.
Mandag lød det således, at "nu må retten tale", men der var ingen ord om sagens alvor, eller om kongeparret eller kronprinsparret har nogle tanker om de kvinder, der ifølge politiet er ofre for Marius' forbrydelser.
Marius, der erklærer sig uskyldig i de fleste af anklagerne, har været mere meddelsom. Mandag lød det således fra papprinsen, at han vil forklare sig i retten, når sagen kommer for i januar næste år.
Udover den alvorlige sag kan Mette-Marit og hendes gæster senere i dag tale om, hvad prisen for Marius-sagen indtil videre har været.
Ifølge TV 2 Norge taler tallene deres tydelige sprog: I maj 2024 bakkede 73 procent af nordmændene op om monarkiet. Fire måneder senere var tallet nede på 62 procent.
Og i december svarede halvdelen af de adspurgte, at de mente, kronprinsessens håndtering af sønnens sag havde været dårlig.
Omvendt kan de kongelige glæde sig over, at lykønskningerne i dag er strømmen ind på kongehusets officielle Instagram-konto, hvor et nyt billede af kronprinsessen er delt.
Mange følgere sender varme ord og håb om styrke i den svære tid. Det får Mette-Marit også brug for.
