Kongelige29. september 2022

Sådan tackler prins Nikolai og prins Felix krisen

De to brødre står sammen, efter det er blevet gjort klart, at de efter nytår mister deres prinsetitler
Grevinde Alexandra, prins Felix, prins Nikolai
Grevinde Alexandra er der for sine sønner i en svær tid.
 Foto: Hanne Juul

De royale handsker er for alvor smidt, efter kongehuset i går meddelte, at prins Joachims fire børn efter nytår får frataget deres prinse- og prinsessetitler.

Dramaet eskalerede for alvor torsdag formiddag, da prins Joachim i et sjældent følelsesladet øjeblik fortalte, at han bestemt ikke var enig i mor Margrethes beslutning.

– Hvorfor skal de straffes på den måde?, lød det blandt andet fra den 53-årige prins til B.T., og det står klart, at familieidyllen i den grad er brast i det danske kongehus.

Midt i stormvejret står 23-årige prins Nikolai og 20-årige prins Felix, der nu skal finde nye ben at stå på, når de efter nytår mister deres titler – og med deres fars ord også deres identitet.

Over for BILLED-BLADET fortæller grevinde Alexandras privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgreen, hvordan de to unge prinser tilbragte den skæbnesvangre dag, da nyheden om deres degradering blev annonceret i Danmark:

– Prins Nikolai og prins Felix står sammen om det her og støtter hinanden. Og de tilbragte hele dagen i går med deres mor og fik det hele talt godt igennem. Prins Joachim skal jo passe sit arbejde i Paris, men de er også i tæt dialog med ham og prinsesse Marie, lyder det fra grevinde Alexandras privatsekretær.

Sponsoreret indhold