Så stor er prins Joachims formue: Royal guldgraver

LÆS OGSÅ: Afslører pinlig hemmelighed - Blev sat på plads af prins Joachim
Hvis prins Joachim ikke var prins, så havde han helt sikkert surfet flot igennem det danske arbejdsmarked og sikret sig en glimrende karriere, en fornuftig løn og måske firmabil og fri telefon.
Men fordi Joachim er søn af dronning Margrethe, er han i dag en af landets rigeste.
Prinsetitlen er nøglen til den apanage, som den i dag 53-årige Joachim det meste af sit voksne liv har lukreret på.
Oprindelig var det meningen, at han skulle tjene sine egne penge, hvilket ikke burde være svært, eftersom han på startstregen fik Schackenborg Slot med tilhørende jorder foræret – en gave som omregnet til nutidskroner var 80 millioner kroner værd.

Men da landmand Joachim som 26-årig i 1995 giftede sig med Alexandra gav hoffet statsministeriet et vink om, at nu skulle der bevilges årpenge – også kaldet apanage.
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen klappede hælene i og fik folketinget overbevist om, at det nygifte par hvert år skulle have to millioner kroner af staten – skattefrit naturligvis, for medlemmer af kongehuset betaler hverken skat eller moms.
Bistandshjælp
Kun ganske få folketingsmedlemmer var imod forslaget om apanage til Alexandra og Joachim. En SF’er mente, at “det er helt forkert at sætte arbejdsduelige unge mennesker på varig bistandshjælp”.
I forbindelse med brylluppet blev der samlet ind til en folkegave, så håndværkere kunne sætte Schackenborg Slot i tip-top-stand.

Folkegaven på de næsten 18 millioner kroner bidrog til at værdien af Joachims slot voksede tilsvarende.
“Bistandshjælpen” på de to millioner er vokset til næsten 3,8 millioner kroner årligt, og de fleste kan regne sig frem til, at mindst 70 millioner apanage-kroner i tidens løb er overført fra statskassen til Joachims pengetank.
I mange år blev skatteyderne påført en ekstra byrde, for da Alex og Joachim i 2005 blev skilt, skulle prinsens ekskone til stor undren for mange pludselig have sine egne skatteyderbetalte årpenge.
Folketinget besluttede, at skatteyderne – ikke Joachim – skulle finansiere underholdsbidraget til Alexandra. Dermed sparede Joachim millioner af kroner.
Vanvidshonorar
For et par år siden bad grevinde Alexandra selv om, at vanvidshonoraret – cirka 2,6 millioner om året – ophørte, men loven sikrer, at hun kan kræve udbetalingerne genoptaget.
Den største genistreg begik Joachim, da han fik sine venner fra Lego, Ecco og Danfoss til at stifte en fond, som i 2014 overtog driften af Schackenborg Slot.
Salget indbragte prinsen, som var mæt af landbrug og provins-kedsomhed i Møgeltønder, 100 millioner samt retten til at benytte slottet, når det passer ham.
Millionerne drysser jævnligt ned over Joachim. Sidste år bekræftede en fransk ejendomsmægler, at prinsen havde solgt sit sommerhus i Montauroux. Det indbragte i omegnen af 12 millioner kroner.
Prinsen har aktier i Schackenborg Slotskro og fødevarevirksomheden De 5 Gaarde. Begge investeringer har dog indtil videre givet underskud.
God for kvart milliard
Underskuddet kompenserer han for ved at leje sin 631 kvadratmeter store luksusejendom i Klampenborg ud for omkring 60.000 kr. om måneden.
Da Joachim købte ejendommen for 34,5 millioner i 2014, fik han iværksat en kostbar restaurering, der igen fik skatteyderne tvangsanbragt som medsponsorer.
Som de øvrige medlemmer af kongefamilien får Joachim nemlig refunderet moms – også af håndværkerregninger. I 2015 fik han 852.871 kroner refunderet. I 2021 var den refunderede moms 156.370 kroner – selv om Joachim og familien var i Paris det meste af tiden.
Hvad er prinsen god for? Et realistisk bud er omkring 250 millioner kroner – inklusive skattefri millionapanage gennem foreløbig 28 år, ubelånt luksusvilla, arv efter prins Henrik, fortjeneste ved salg af slot og sommerhus, aktier og en pengetank, der løbende tilføres penge fra boligudlejning samt momsrefusion og årpenge fra Joachims hovedsponsor: Staten.