Kongelige10. juni 2019

Royale rollinger til run: Sjovt og rigtig hårdt

Kronprinsparrets børn havde fart i fødderne, da de sammen med tusindvis af danskere løb Royal Run i dag. Det var en både sjov og hård oplevelse, indrømmede de. Og kronprinsen var stolt, selv om han sagde, at der også var plads til forbedringer

Kronprinsparrets børn havde kridtet skoene og fundet løbetøjet frem, da de sammen med tusindvis af andre danskere i dag deltog i Royal Run.

Og de fire royale rollinger havde i sandhed fart i fødderne, for de nåede alle over målstregen i god tid – og med smil på læben.

13-årige prins Christian slog endda sin rekord fra sidste år, da han kom over målstregen efter at have gennemført den såkaldte mile – svarende til 1,6 kilometer.

- Det har været en meget sjov oplevelse igen i år at se, at der er kommet flere mennesker, og at alle støtter op, og alle hepper på sidelinjen. Det giver et ekstra kick, indrømmede den hurtige prins Christian, der afslørede, at han havde trænet en smule – men ikke meget – op til løbet.

Prinsesse Isabella gjorde også en ihærdig indsats på ruten, og hun forsøgte også – med egne ord – ikke at begynde at gå. Og det lykkedes. Så hun var også i mål i god tid.

Sidste år – som var første gang, der blev afholdt Royal Run – syntes prinsesse Isabella, at det var hårdt.

Det samme indrømmede hun efter mandagens løbetur rundt i de københavnske gader:

- Det var også rigtig, rigtig hårdt, sagde hun, inden tvillingebror Vincent tilføjede:

- Jeg syntes, det var rigtig sjovt.

Kronprins Frederik var en stolt farmand, der så alle sine fire børn komme i mål.

Han mente dog ikke helt, at han kunne give dem en tier - en topplacering - for den tidligere frømand mener, at der altid er bedst til forbedringer:

- Det var en 9’er, der er altid plads til forbedringer. Det bliver 10 næste år, sagde han kærligt til sine børn.

Du kan se hele videoen med kronprinsparrets børn, der kommer i mål, øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold