Privat ferie endte helt galt: Kong Harald var tæt på at dø

Det skulle have været den perfekte fødselsdagsferie med sol og varme. Men i februar sidste år endte dronning Sonja og kong Haralds eksotiske – og private – ferie i et sandt mareridt.
Den 87-årige konge blev nemlig alvorligt syg med en infektion og måtte hasteindlægges på et lokalt hospital, mens hans private livlæge hastede til øriget for at tilse kongen.
Nu står kongeparret så frem for første gang og fortæller i detaljer om den rædselsvækkende ferie. Det sker i dokumentaren ”Året i det norske kongehus – 2024”:
- Det var først og fremmest et chok. Man bliver bange. Jeg tænkte, at jeg måske skulle rejse hjem alene. Det var ingen rar tanke, fortæller dronning Sonja i programmet.

Også kong Harald husker det som en voldsom oplevelse at blive syg tusindvis af kilometer fra sit trygge hjem i Norge:
- Da jeg blev syg, var der pludselig vældig langt hjem. Så var vi pludselig vældig langt væk, husker kong Harald.
Kong Harald havde fået en alvorlig infektion, der krævede, at han fik intravenøs antibiotika. Efter tre dage stod det norske forsvar klar i Langkawi på Malaysia for at fragte kongen hjem, men på det tidspunkt var hans tilstand stadig alt for alvorlig.

I programmet kalder livlægen Bjørn Bendz tilstanden for ”meget alvorlig” – især set i lyset af, at kongen er oppe i alderen.
- Under hele hospitalsopholdet havde kongen problemer med lav puls. Vi prøvede at afhjælpe det med medicin, men for at sikre hjemrejsen, valgte vi at indlægge en midlertidig pacemaker, fortæller Bjørn Bendz i programmet.

Pacemakeren bevirkede, at kong Harald fik det bedre, og på dag fem kunne han langt om længe blive udskrevet. Kongeparret takkede personalet på det malaysiske hospital – blandt andet ved at overrække en flot dekoreret marcipankage til personalet.
Herefter blev kong Harald fløjet hjem med livlægen ved sin side. Flyveturen blev fuldt af titusinder den dag – ja faktisk var sygetransporten den mest overvågede flyvning i hele verden den dag.
Efterfølgende blev kong Harald indlagt på et norsk hospital, hvor han fortsatte sin behandling for den alvorlige infektion. I dag takker han for den enorme støtte, som han modtog under sit sygdomsforløb:
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for støtten, som de gav mig i min sygdomsperiode.