Prinsesse Nathalie stopper som landstræner

Dansk Ride Forbund laver en omstrukturering på det danske dressurlandshold, og det betyder, at prinsesse Nathalie ryger ud i kulden.
Prinsesse Nathalies stilling som landstræner bliver skrottet og erstattet med et hold af specialister, skriver Zibrasport Equest (link fjernet).
Det sker for at forbedre setuppet op til OL, som løber af stablen i Paris i 2024.
Artiklen fortsætter under billedet ...

OL i 2012. Foto: Kasper Wenstrup
I prinsesse Nathalies sted kommer et hold af eksperter inden for international topdressur, som skal rådgive ryttere og trænere, lyder det ifølge Dansk Rideforbund.
- Målsætningen for dressuren ved OL i Paris er klar; vi skal have to medaljer med hjem. Derfor har vi sammen med Team Danmark kigget ind i, hvordan vi kan optimere rammerne og vilkårene mest muligt for vores atleter, således vi forløser vores fulde sportslige potentiale, og vi tror på, at løsningen er at tilknytte ikke bare én men flere topressourcer, forklarer Morten Schram Rodtwitt, direktør i Dank Ride Forbund, i en pressemeddelelse.
FARVEL TIL NATHALIE
Ændringen betyder, at Nathalie fratræder sin stilling som landstræner i dag 17. november efter fire år i jobbet.
Dansk Ride Forbund meddeler, at forbundet ønskede at fortsætte samarbejdet ved at bruge Nathalie som en del af det nye specialisthold, men det har prinsessen afvist.
- Som landstræner har Nathalie gjort en fantastisk indsats, siden hun tiltrådte i 2017. Det sportslige niveau inden f9or seniordressuren har måske aldrig været højere, end det er nu, og det har Nathalie en stor andel i, siger Morten Schram Rodtwitt og fortsætter:
- Vi havde håbet, at vi kunne holde hende i folden som en del af det nye ekspertteam, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Vi respekterer dog hendes valg og sætter stor pris på det gode samarbejde, vi har haft gennem de seneste fire år.