
Prinsesse Ingrid Alexandra flytter til Australien: Nu strømmer frierne til

LÆS OGSÅ: Kongehus bekræfter: Prinsesse Ingrid Alexandra flytter til udlandet
Det er ikke hver dag, en vaskeægte prinsesse flytter ind i nabolaget – men det er præcis, hvad australierne kan se frem til.
Arvingen til det norske kongerige, den 21-årige prinsesse Ingrid Alexandra, pakker nemlig kufferten og rejser hele vejen til Sydney for at studere.
Og den royale flytning har allerede fået australske drengehjerter til at eksplodere af beundring og i håb om at vinde prinsessens hjerte.
Efter et års militærtjeneste i Skjold-lejren tager prinsessen hul på et nyt kapitel i sit liv – denne gang som studerende på universitetet i Sydney. Her skal hun læse statskundskab med fokus på internationale relationer og politisk økonomi.

Nyheden om, at den norske prinsesse rykker "down under", er da også blevet dækket godt og grundigt i de australske medier.
Blandt andet hos tv-stationen 9News, hvor der på både Instagram og TikTok er ualmindeligt meget interesse for prinsessen i kommentarsporet.
"Så nu har jeg chancen for at blive konge," lyder det fra en selvsikker herre.
"Er hun single?" spørger en anden.
Og på TikTok kører samme tone, hvor en blandt andet slår fast, at "endelig kan jeg gifte mig med en prinsesse", mens en anden blot nøjedes med at konstatere, hvor smuk Ingrid Alexandra er.

Ekspert: Det virker ikke
Det norske SE og HØR har talt med kongehusekspert Caroline Vagle, der dog tvivler på, at den norske prinsesse lader sig charmere af likes og smarte bemærkninger.
– Det er da voldsomt! Jeg forstår godt fascinationen, men det er nok ikke lige den slags henvendelser, der gør indtryk på Ingrid Alexandra. Hvis man virkelig vil fange hendes opmærksomhed, må man tænke lidt mere kreativt, siger hun.
Selvom metoden med flirtekommentarer måske ikke er vejen frem, udelukker eksperten ikke, at kærligheden kunne vente for prinsessen i Australien.

– Hendes far havde en hemmelig kæreste under sine studier i USA, og hendes fadder, Danmarks kong Frederik, mødte jo Mary i Sydney. Så hvem ved – måske gentager historien sig?
Det er ikke første gang, det norske kongehus har trådt uden for landets grænser for uddannelse. Både kronprinsesse Mette-Marit har tidligere læst i Australien, og kong Frederik mødte sin Mary i netop Sydney.
