Kongelige3. januar 2020

Prinsesse Beatrices drømmebryllup i fare

Prinsesse Beatrices bryllup senere på året bliver formentlig nedskaleret som en direkte konsekvens af hendes fars skandaler
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega513734_003.jpg
 Foto: MEGA

Når prinsesse Beatrice senere på året skal en tur op ad kirkegulvet for at blive viet med den italienske forretningsmand Edoardo Mapelli Mozzi, kan det blive et meget mindre bryllup, end prinsessen selv ønsker det.

Det fortalte den royale ekspert Jennie Bond torsdag morgen i morgenshowet "Lorraine", der bliver vist på britisk tv.

Det skriver Express.

Ifølge Jennie Bond er det blandt andet prinsesse Beatrices far, prins Andrews, indblanding i Epstein-skandalen, der gør, at man formentlig kommer til at nedskalere brylluppet.

Den royale ekspert mener, at man til at starte med havde planlagt, at Beatrices bryllup skulle være i samme størrelse som hendes søster, prinsesse Eugenies, bryllup i 2018.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/mega291586_012.jpg
 Foto: MEGA

Prinsesse Eugenie blev gift med Jack Brooksbanks i 2018. (Foto: MEGA)

En anden faktor, der spiller ind, når prinsesse Beatrices bryllup skal planlægges, er den kritik, som det britiske kongehus blev mødt med, da prinsesse Eugenie blev gift.

Her blev regningen for sikkerheden omkring brylluppet nemlig tørret af på de britiske skatteydere. I alt kostede det næsten 17,5 millioner kroner at sikre prinsesse Eugenies bryllup.

- Der var ramaskrig på grund af sikkerhedsomkostningerne for skatteyderne, og jeg tror ikke, at de vil igennem de samme pinligheder for Beatrice, så jeg tror, at de nedskalerer det, fortæller Jennie Bond i morgenprogrammet.

Prinsesse Beatrice blev forlovet med den italienske forretningsmand Edoardo Mapelli Mozzi efter en ferie i Italien tilbage i september.

Kort tid efter gav hendes far et yderst kritiseret interview i forbindelse med sin indblanding i Epstein-skandalen.

Interviewet betød blandt andet, at prins Andrew måtte trække sig fra alle sin royale forpligtelser.

Siden skandaleinterviewet har der ikke været flere nyheder om prinsesse Beatrices bryllup.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/mega530732_011.jpg
 Foto: MEGA

Prinsesse Beatrice og Edoardo Mapelli Mozzis bryllup bliver formentlig i en meget mindre skala end søsterens. (Foto: MEGA)

Brylluppet er ikke den eneste ting, som prinsesse Beatrice har været nødt til at ændre i forbindelse med farens skandalesag.

I december skulle prinsessen have afholdt en forlovelsesfest for familie og venner, men blev i sidste øjeblik nødt til at ændre planerne, da man var bange for, at for mange pressefotografer ville være på jagt efter prins Andrew ved festligheder. Det skrev DailyMail i december.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/mega499287_001.jpg
 Foto: MEGA

Prinsesse Beatrices 18 års fødselsdag i 2006. Her deltog også Jeffrey Epstein og Harvey Weinstein. (Foto: MEGA)

Det er dog ikke kun prinsesse Beatrice, der må se sin store dag ødelagt af farens skandale.

Prins Andrew selv har fået aflyst fejringen af sin 60 års fødselsdag i februar. Her skulle hans protektioner og kongelige forbindelser have fejret hans runde dag, men det er altså nu fejet af bordet.

Den eneste fejring prins Andrew får i forbindelse med sin fødselsdag er den fejring, som familien står for bag slottets tykke mure.

Sponsoreret indhold