Prinsens egen kurs: Jeg savner far

Det bliver ikke nemt for prins Nikolai, når hans far, papmor, lillebror og lillesøster flytter til Washington til sommer. For han savner sin familie, der for tiden bor i Frankrig.
Det fortalte han i TV 2 Fri-programmet “Min egen Kurs”, der blev vist i mandag den 19. december. Her inviterede Troels Kløvedals barnebarn, Emil Midé Erichsen, ham ud på en sejltur for at tale om livet.
– Det er hårdt ikke at se ham og mine søskende og min papmor Marie. Jeg tænker, at det også er hårdt for dem, at man bor i et helt andet land. Men jeg var myndig og voksen, da de tog af sted, så jeg tager det egentlig meget pænt, fortæller prins Nikolai i programmet, der blev optaget i maj – altså lang tid før, hans farmor, dronning Margrethe, besluttede sig for at fjerne hans titel som prins.

Når familien er splittet i to lande, har Nikolai været glad for, at det er den franske hovedstad, Joachim og Marie bor i.
– Jeg elsker Paris. Det er en rigtig fed by, lyder det fra prinsen.
Ikke mærket
Nikolai fortæller også til Emil, at han ikke husker sine forældres skilsmisse særlig godt.

– De blev skilt, da jeg var relativt lille, og det er ikke rigtig noget, jeg mindes. Og jeg boede størstedelen af tiden hos min mor, og så var jeg hos min far, når muligheden ligesom bød sig, lyder det far den unge mand.
Kasket og en hættetrøje
Selv om Nikolai snart ikke længere kan kalde sig for prins, men må nøjes med en grevetitel, så har han stadig ulemperne ved at være kongelig, hvilket betyder, at det kan være svært at gå uset på gaden. Han har dog lært at håndtere det.

– Jeg er god til med mine kammerater at tage en kasket og en hættetrøje på. Så kan man være lidt inkognito og bare have en normal aften eller tage ud at spise eller noget, afslører prinsen, der ved, at hans opførsel hurtigt kan blive en forside.
– Det går ikke, hvis jeg pludselig opfører mig uordentligt. Det vil ikke se så godt ud. Jeg er vokset op i det her miljø, så det har altid været der. Men det er jo ikke fordi, jeg sætter en facade op. Jeg plejer at være ordentlig. Jeg tror bare, det er kommet med min opvækst. Min mor har sagt, at så længe, jeg selv kan stå inde for det, må jeg gøre, hvad jeg vil, slår han fast.
Et stille liv
I programmet ser man en afslappet ung mand, der svarer godt for sig og som virker i balance med sig selv og den rolle, han har i det danske samfund. Men selv om han er banebarn af den danske dronning, har han ikke travlt med at leve et jetsetliv.
Madlavning med farfar
Prins Nikolai står selv ved komfuret, når han og kæresten Benedikte Thoustrup skal spise. Og her har prins Henrik en stor finger med i spillet.
– Jeg kan godt lide at lave mad. Det behøver ikke at være tidskrævende. Det skal bare smage godt, forklarer Nikolai om sine gastronomiske evner, som han ikke er i tvivl om, hvor stammer fra.
– Jeg tror, det er noget, jeg har fra min meget karismatiske farfar, som altid har været super madinteresseret. Ham lavede jeg mad med. Det behøvede ikke at være kompliceret, men bare at man som lille fik lov at stå i et køkken. Han har udgivet masser af kogebøger, og dem har jeg stående derhjemme, siger han.
– Jeg lever i virkeligheden en meget normal og stille og rolig hverdag. Jeg læser på universitetet og har et job ved siden af. Jeg gør vel nok som de fleste unge mennesker gør, understreger han.
Han har også det meste af sit liv været klar over, at han på grund af sine familieforhold er noget specielt i samfundet.
– Jeg tror, det gik op for mig i en rimelig tidlig alder, forklarer han om, hvornår han forstod, at hans familie har en særlig rolle.

Snart lakker det mod enden at kunne kalde sig for prins, for modsat kronprinsparrets børn, vil han og hans søskende langsomt glide ud af kongehusets daglige liv.
– Jeg skal skabe mit eget grundlag for livet, slår han fast.