Prins Oscar fik særbehandling: Opfyldte ikke aldersgrænsen

Det var en sand kongelig fest, da kunstneren Laleh gav koncert i Borgholm Slotsruin på Öland torsdag aften, skriver Svensk Dam.
På tilskuerpladserne sad nemlig både kronprinsesse Victoria, prinsesse Madeleine og deres børn prinsesse Estelle, prins Oscar, prinsesse Leonore og prinsesse Adrienne.
Og de kongelige var i festhumør. Især kusinerne Estelle og Leonore dansede, som om der ingen morgendag var, beretter mediet.
Normalt er der 13-års aldersgrænse til koncerterne i slotsruinen, men ni-årige prins Oscar fik lov at være med alligevel. Det skyldes formentlig, at de kongelige sad på en særlig balkon og ikke nede blandt publikum, hvor lydniveauet er højest.
Desuden plejer de kongelige at snige sig ind lige før eller efter koncertstart. Da Lalehs koncert varede til kl. 23, gætter Svensk Dam på, at de ikke blev til det allersidste.
- Det er også muligt, at hoffet har lavet en særlig vurdering sammen med sikkerhedspersonalet. Og med tanke på, hvor de sad, og hvor længe de blev, kan Oscar have fået lov at komme med, skriver mediet.
Bladet tilføjer, at den lille prins så ud til at nyde hvert sekund af koncerten.