Kongelige9. september 2023

Prins Joachims fremtid er pivåben: Vilde valg i vente

Verden står på vid gab for prins Joachim, hvis han håndterer sit nye job godt
Prins Joachim
Hvis Joachim, 54, tager hjem til Danmark om seks år, ventes der ikke at ligge meget kongeligt arbejde til ham, fordi Frederik og Marys børn også vil være voksne til den tid.
 Foto: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ: Vender ryggen til Danmark: Prins Joachim kapper det sidste bånd til fædrelandet

Hvad kan jeg blive?

Det spørgsmål var der egentlig et ret simpelt svar på, da prins Joachim var yngre – og var udset af sine forældre til at blive apanage-finansieret prins og landmand i Sønderjylland.

Men skæbnen har vist sig helt anderledes for Joachim, som kørte sur i landmandslivet – og siden har set sig kørt ud på et sidespor i kongehuset.

I stedet har han fundet sig nye karriereveje, og dem er der spændende perspektiver i.

Oscar Davidsen Siesbye og prins Joachim
Mens han er i USA, vil Joachim stadig pleje forbindelsen til vennerne herhjemme, lover han – deriblandt er racerløbsmakkeren Oscar Davidsen Siesbye, 56.
 Foto: Lars H. Laursen

Danske job venter

Først venter tjansen som forsvarsindustriattaché i Washington.

Kontrakten lyder på tre år med mulighed for forlængelse.

Tager den 54-årige prins to perioder i stolen, kommer han hjem fra staterne som 60-årig – og kan ane pensionsalderen i horisonten

Men tidl. forsvarsminister og kongehuskender Hans Engell tror ikke på, at Joachim kommer hjem for bare at læne sig tilbage og leve et tilbagetrukket liv.

Jonglerer med milliarder

Det nyoprettede job i Washington er et særdeles spændende af slagsen, mener Hans Engell.

For Joachim skal være bindeled mellem den amerikanske våbenindustri og Danmark.

– I betragtning af, at Danmark har fået et forsvarsforlig med 143 milliarder kroner mere i kassen, så skal der købes rigtig meget militært isenkram til alle værn.

Her skal vi regne med, at amerikanske våbenproducenter vil være meget højt på listen. Indkøbene i USA vil lyde på et trecifret milliardbeløb, forklarer den tidl. minister på området.

– Og der er prinsens plads helt central.

For han skal være med til at sikre, at pengene bruges de rigtige steder, og at Danmark sikres en betydelig indflydelse i forhold til udviklingen af systemerne.

Hvis for eksempel Danmark kan producere dele til nye fly eller missiler, så ligger der for dansk industri nogle gigantiske ordrer.

Så det er en stor stilling, han har fået, siger Hans Engell.

– Hvis han har siddet i en årrække i USA som Danmarks repræsentant på forsvarsmaterielområdet, så vil han være ekstremt attraktiv at få ind i en af de store danske virksomheder.

– Det kunne være virksomheder som Mærsk eller vores våbenproducent Terma.

– Der er masser af steder, hvor man ville kunne bruge ham i nogle af landets største virksomheder med milliardomsætninger.

Prins Joachim
Den stolte militærmand kan lande lukrative job i erhvervslivet, hvis han spiller sine kort rigtigt.
 Foto: Jesper Sunesen

– Jeg synes, det peger i retning af, at han kunne få en ledende post i en eller anden erhvervssammenhæng, mener Engell.

– Alternativerne ville eksempelvis være at komme hjem til Danmark og passe nogle få protektioner som prins.

Næppe femte hjul

– Eller blive i USA og få et stort job i en amerikansk virksomhed.

– Men så ville han stå med det meget svære valg, at han skal tage afsked med Danmark og apanagen.

– Jeg forestiller mig mest, at han vil være attraktiv for danske virksomheder, hvor han måske skal arbejde lidt herhjemme, men måske også i udlandet fra tid til anden, forudser Engell.

Prins Joachim, komtesse Athena, prinsesse Marie og grev Henrik
Bliver familien i Washington, vil Joachims to yngste børn, Henrik og Athena, være henholdsvis 20 og 17 år, når de vender hjem til Danmark – hvor de ikke har boet siden 2019.
 Foto: Hanne Juul

– Det er klart, at mens de er i USA, skal de træffe store beslutninger om, hvad de skal lave resten af livet.

– Og der synes jeg, at prins Joachim og prinsesse Marie virker som et par, der har en plan – og som ikke har lyst til bare at rende rundt som femte hjul i det danske kongehus.

– De vil have en mere selvstændig tilværelse, siger Hans Engell.

Sponsoreret indhold