Kongelige4. august 2020

Prins Joachim udskrevet

Prins Joachim er udskrevet fra hospitalet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kbh_radhus_chcp_tsl_20190802_0279_0.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Prins Joachim er mandag aften blevet udskrevet fra universitetshospitalet i Toulouse, hvor han har været indlagt siden den 24. juli.

Det meddeler kongehuset i en pressemeddelelse.

Prins Joachim blev indlagt og opereret for en blodprop i hjernen. Operationen var ifølge kongehuset vellykket, og det franske lægepersonale forventer ifølge kongehuset, at prinsen vil komme sig uden betydelige men.

Kongehuset har i forbindelse med prinsens tilstand, der siden operationen har været stabil, bedt om, at familien får ro og fred.

- Det er nu lægernes vurdering, at prinsens helbred er forbedret i en sådan grad, at Hans Kongelige Højhed kan udskrives, og prins Joachim opholder sig nu på Château de Cayx. Det er fortsat familiens ønske, at Prinsen får den fornødne ro til at komme sig helt, lyder det i pressemeddelelsen.

Prinsesse Marie opholder sig ifølge kongehuset hos sin mand på kongefamiliens vinslot Château de Cayx i Sydfrankrig.

Prins Joachim og prinsesse Marie takker desuden hospitalspersonalet for et professionelt forløb.

Den 51-årige prins, der til daglig bor i Frankrig, skulle efter planen påbegynde sit nye job som forsvarsattacé i Paris fra den 1. september.

Det er dog endnu ikke blevet bekræftet, hvorvidt prinsen skal bruge et længere rekonvalescensforløb for at komme sig efter blodproppen og dermed udskyde jobstarten.

Sponsoreret indhold