Kongelige5. januar 2023

Prins Harry nægter at svare: Dukker han op til kong Charles' kroning?

I et smugkig for et kommende interview antyder prins Harry, at det er uvist, hvorvidt han dukker op til sin fars kroning den 6. maj
Forholdet mellem prins Harry og resten af den britiske kongefamilie er anspændt for at sige det mildt. 
Forholdet mellem prins Harry og resten af den britiske kongefamilie er anspændt for at sige det mildt.
 Foto: David Rose/AFP/Ritzau Scanpix

Familiedramaet udspiller sig for fuld skrue mellem prins Harry på den ene side og den britiske kongefamilie på den anden.

I prins Harrys kommende selvbiografi "Spare", der udkommer den 10. januar, fremturer den 38-årige hertug med en række voldsomme anklager. Han hævder blandt andet, at prins William har slået ham i gulvet, ligesom prins William og prinsesse Kate ifølge Harry også spillede en stor rolle i hans nazi-fadæse.

Op til udgivelsen af sin bog har prins Harry ladet sig interviewe, og i et nyt smugkig af ITV's interview antyder Harry, at han måske – måske ikke – kommer til sin fars kroning i maj.

I videoklippet spørger journalist Tom Bradby, om han har tænkt sig at komme til kroningen, hvis han bliver inviteret.

– Der kan ske meget mellem nu og da. Men døren er altid åben. Bolden er på deres banehalvdel. Der er meget, der skal diskuteres, og jeg håber virkelig, de er villige til at sidde ned og tale om det, lyder hans kryptiske svar.

Dernæst spørger Bradby, om Harry tror, at det britiske monarki har en fremtid, hvortil Harry svarer "Ja".

Tror du, at du spiller en rolle i den fremtid?

– Det ved jed ikke, lyder svaret fra prinsen.

Sponsoreret indhold