Kongelige 9. januar

Prins Harry afviser racisme: Spørgsmål om ufødt søns hudfarve var "ubevidste fordomme"

Prins Harry mener ikke, at der var tale om racisme, da et medlem af de britiske kongehus flere gange spurgte nærmere ind til hans ufødte barns hudfarve. Det var "ubevidste fordomme", mener han
Prins Harry fik flere spørgsmål angående hans ufødte barns hudfarve.
Prins Harry fik flere spørgsmål angående hans ufødte barns hudfarve.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Prins Harry anså det ikke for "racistisk", da et medlem af den britiske kongefamilie flere gange spurgte nærmere ind til hans ufødte barns hudfarve.

Det siger han i et interview, som søndag er blevet sendt på den britiske tv-kanal ITV.

Det var i et interview med Oprah Winfrey i 2021, at prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, fortalte, at mens hun var gravid, var prinsen af et familiemedlem blevet spurgt, "hvor mørk" en hudfarve deres søn Archie ville få.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er aldrig blevet fortalt, hvilket familiemedlem der skal have spurgt om sønnens hudfarve. Men emnet er kommet op flere gange i samtaler mellem prinsen og familiemedlemmet.

Episoden blev et af de mest omdiskuterede emner i Winfrey-interviewet, hvor britiske tabloidaviser også blev beskyldt for en racistisk behandling af hertuginde Meghan. Meghans far er hvid og moren sort.

Harry afviser at have beskyldt familiemedlemmet for racisme.

- Nej, det gør jeg ikke. Det har den britiske presse sagt, siger Harry i interviewet med ITV, som udkommer op til udgivelsen af bogen "Spare", der på dansk kommer til at hedde "Reserven".

Han siger også, at hertuginde Meghan heller ikke kalder kongefamilien "racister".

Men efter at "have levet som en del af familien" mener Harry at kunne slå fast, at der er tale om "ubevidste fordomme".

Det kan han blandt andet på grund af sine egne oplevelser, forklarer han.

- De to ting er meget forskellige, siger han.

I kølvandet på Winfrey-interviewet udsendte Buckingham Palace en meddelelse på vegne af nu afdøde dronning Elizabeth.

I den stod der, at de "emner, som tages op, især om race, er bekymrende".

- Mens nogle erindringer måske er forskellige, så tages de meget alvorligt og vil blive taget op af familien privat, stod der i meddelelsen.

I interviewet med ITV søndag siger Harry også, at der i tabloidmedierne er blevet løjet om ham og familien flere gange, og at nogle familiemedlemmer havde besluttet "at gå i seng med djævelen" - altså tabloidmedierne. Det var en af de afgørende årsager til, at familien flyttede til Californien.

Sponsoreret indhold