Prins Gustav og prinsesse Carina skal være forældre
Lykken er stor på Berleburg Slot i Nordrhein-Westfalen i Tyskland.
Prins Gustav zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg og prinsesse Carina venter nemlig deres første barn, der kommer til verden tidligt sommer. Det skriver Billed-Bladet, der henviser til en pressemeddelelse, som Berleburg Slot har udsendt tirsdag.
Det betyder, at prinsesse Benedikte, der er mor til prins Gustav, skal være farmor for første gang. Hun er i forvejen mormor til fire: Datteren prinsesse Nathalie har Konstantin og Louisa, mens datteren prinsesse Alexandra har Ingrid og Richard.
I pressemeddelelsen oplyses det, at det 54-årige par får hjælp af en rugemor, hvilket de er meget lykkelige for og taknemmelig over.
Kamp for at blive gift
Parret blev gift i sommer, efter en lang og sej kamp.
Prinsen, der er søn af prinsesse Benedikte, havde nemlig kæmpet i årevis for at få sit livs kærlighed, Carina Axelsson. Og hun havde kæmpet for at få ham.
Parret mødte hinanden for 20 år siden, men det var først i 2022, de fik lov til at blive mand og kone.
Det skyldtes både et testamente forfattet af prins Gustavs farfar og en arvestrid med en grandonkel, men lad os starte med testamentet.
Prins Gustavs farfar, Gustav Albrecht af Sayn-Wittgenstein-Berleburg, skrev i sit testamente, at det var et krav, at den person, der arvede Berleburg Slot, skulle gifte sig med én, der var adelig, arisk og protestant.
Og det krav kunne prins Gustav, der stod som arving til slottet i Bad Berleburg, altså ikke leve op til med sin svensk-mexicanske kæreste, der havde en katolsk baggrund.
Strid om slottet
Som om der ikke var nok hindringer på banen, så måtte prins Gustavs kort efter sin fars død i 2017 kæmpe for at beholde slottet.
Hans grandonkel, prins Ludwig-Ferdinand, kom nemlig på banen og hævdede, at han var den retmæssige ejer af slottet.
I tre år kørte sagen ved forskellige retsinstanser, og i 2020 blev det så afgjort, at prins Gustav var slottets retmæssige ejer.
Ydermere afgjorde retten, at farfarens testamente var i strid med menneskerettighederne, og nu var vejen altså banet for, at prins Gustav endelig kunne få sit livs kærlighed.