Ny udstilling om kong Frederik: Se hans første skoletaske, pisk og gallauniform

LÆS OGSÅ: Kong Frederik overrasker: Udkommer med ny bog i dag
Fra den 22. marts får danskerne mulighed for at blive meget klogere på Danmarks nye konge.
På den dato åbner der nemlig en ny portrætudstilling om kong Frederik. Det oplyser kongehuset på Instagram.
Med titlen "Frederik 10. – konge af i morgen" kan danskerne komme helt tæt på nogle særligt udvalgte genstande, der tegner et billede af kongen.
Udstillingen, der vises på Amalienborgmuseet i Christian VIII's Palæ på Amalienborg, rummer blandt andet bjælken Maren, som kongen skulle grave sig ud under i forbindelse med sin afslutning af frømandsuddannelsen, og som også er i titlen "Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik", der udkom i 2017.
Andre genstande, der udstilles, er desuden kongens første skoletaske, hundeslædepisken fra Sirius-ekspeditionen, ligesom hans gallauniform fra Søværnet udstilles sammen med dronning Marys brudekjole.
Udstillingen løber fra 22. marts til 8. september, og herefter rykker den til Koldinghus fra 11. oktober til 21. april 2025.