Kongelige3. oktober 2022

Nu taler dronningen endelig: Ked af det

Der har været tavshed længe, men nu tager Dronning Margrethe bladet fra munden og kommenterer de stærke reaktioner på hendes beslutning om at fratage Prins Joachims børn deres kongelige titler
Dronning Margrethe er ikke i kridthuset hos prins Joachims familie.
Dronning Margrethe er ikke i kridthuset hos prins Joachims familie. Nu reagerer hun med et offentligt svar.
 Foto: Terje Bendiksby/NTB/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe har netop udtalt sig om de reaktioner, der er kommet, efter hun besluttede, at fire af hendes børnebørn fra 1. januar 2023 ikke længere kan kalde sig prinsesse og prinser.

Dronningen fortæller, at den megen omtale og de mange holdninger påvirker hende, men at hun står ved beslutningen.

- Der har i de seneste dage været stærke reaktioner på min beslutning om den fremtidige brug af titler for Prins Joachims fire børn. Det påvirker mig naturligvis, skriver Dronning Margrethe i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Dronning Margrethe fortæller dog samtidig, at hun er ked af at have undervurderet, hvor såret hendes familie er blevet af hendes valg.

- Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af.

Samtidig bekræfter hun, at ændringen var en, hun gerne selv ville foretage, og dermed at beslutningen altså er faldet nu, for at Kronprins Frederik ikke skulle tage den.

- At bære en kongelig titel indebærer en række forpligtelser og opgaver, som fremover skal påhvile færre medlemmer af den kongelige familie. Denne tilpasning, som jeg ser som en nødvendig fremtidssikring af monarkiet, ønsker jeg at foretage i min tid.

Læs hele dronningens udmelding herunder:

Sponsoreret indhold