Norsk avisleder: Kongehuset står i den største krise nogensinde

Det norske kongehus står i den største krise nogensinde.
Sådan lyder det i en leder hos det norske medie VG, efter at landets kronprinsesse, Mette-Marit, er blevet sat i forbindelse med den afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Konkret nævnes hun ifølge norske medier hundredvis af gange i Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium offentliggjorde fredag.
Hos VG lyder det, at de kongelige skal sikre, at "de kontakter, de har, tåler dagens lys".
- Kronprinsessens kontakt med Epstein tåler ikke dagens lys. Det gjorde den heller ikke dengang, den fandt sted. Det var kendt, at han et par år tidligere var blevet dømt for rufferi og for at have købt seksuelle ydelser af en mindreårig pige.
Det bliver dog også bemærket, at kongehuset "står stærkt", og at "det vil blive stående, så længe kongefamilien ønsker at tjene landet, og så længe landets borgere ønsker, at de skal gøre det".
Det er især e-mails, som Jeffrey Epstein og Mette-Marit har sendt til hinanden, der har været i søgelyset.
Blandt andet har mediet NRK berettet, at de to sendte e-mails til hinanden på flere vigtige mærkedage.
For eksempel klagede kronprinsessen 13. januar 2013 til Epstein over en dårlig flyvetur, inden hun skrev:
- Nu starter Marius' (kronprinsessens søn, red.) fødselsdag. Jeg må løbe.
I en skriftlig udtalelse til nyhedsbureauet NTB har kronprinsessen udtalt, at Epstein selv må stå til ansvar for sine handlinger.
Samtidig sagde hun, at hun "må tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede Epsteins baggrund bedre, og at jeg ikke hurtigt nok forstod, hvad for et menneske han var".
Forfatter og historiker Trond Norén Isaksen mener dog, at det ikke havde været særligt vanskeligt for kronprinsessen at tjekke Epsteins baggrund bedre.
- Hvis hun ikke selv gjorde det, burde hoffet have gjort det klart for hende, at hun ikke burde omgås og bestemt ikke bo sammen med en person, der var dømt for børneprostitution, siger han til NTB.
Det norske kongehus' kommunikationschef, Guri Varpe, har oplyst til norsk TV 2, at Mette-Marit i 2014 boede i Jeffrey Epsteins hus i Palm Beach i Florida i fire dage.
Epstein blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder.
Finansmanden døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.