Mystisk royalt kærlighedsdrama: Rygter om romance mellem prinsesse Elisabeth og prins Georg

I gamle dage var det yderst normalt, at prinser og prinsesser fra forskellige kongehuse giftede sig med hinanden på kryds og tværs, men disse tider er for længst slut.
Måske i hvert fald.
For selvom det næsten er 50 år siden, at medlemmer fra to forskellige royale huse sidst har fundet sammen, så kan det være, at det nu sker igen.
I hvert fald går der heftige rygter om, at prins Georg af Liechtenstein og prinsesse Elisabeth af Belgien skal have fundet kærligheden i hinanden.
Det skriver News.com.au.

Ifølge mediet er det et mystisk billede, der har sat gang i de opsigtsvækkende rygter.
På billedet kan man se prinsesse Elisabeth, der er tronarving til kong Phillipe, stå ved siden af prins Georg med armene rundt om hinanden under en ferie i Grækenland.
Se billedet herunder:
Der har været stor debat på sociale medier om, hvorvidt billedet er ægte eller ej.
Det belgiske kongehus har ikke ligefrem gjort rygterne mindre, da de har givet et noget bizart svar til kongehusreporteren Wim Dehandschutter, da han spurgte ind til det.
- Det kongelige palads i Bruxelles sagde dette til mig: "Vi så også billedet. Vi ved ikke, om det er ægte eller kunstig intelligens. Vi kommenterer ikke private anliggender, skriver den royale reporter således på det sociale medie X.
Prinsesse Elisabeths lillebror, Emmanuel, har ligeledes formået at bære brænde til rygtebålet, da han har delt en kommentar til billedet på Instagram, hvor han skriver følgende:
- Respekter privatlivets fred. Vis empati. Det er ikke så kompliceret.

23-årige prinsesse Elisabeth er den ældste datter af kong Philippe og dronning Mathilde, og hun står til at arve tronen efter sin far, mens 26-årige prins Georg er søn af arvefyrste Alois og arvefyrstinde Sophie og nummer tre i arvefølgen.
De to har kendt hinanden siden barndommen og er angiveligt gode venner, men det virale feriefoto kan altså være et bevis på, at deres forhold har udviklet sig til mere end blot venskab.
De burde da også have rig mulighed for at se hinanden, da de begge i øjeblikket studerer i USA.