Midt i royal konflikt: Kong Charles vil forsones med prins Harry

Det er næppe gået royale fans’ næser forbi, at stemningen er aldeles anspændt bag de royale mure i Storbritannien.
Prins Harry og Meghan Markle har delt deres version af historien om årsagen bag deres tilbagetrækning som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus – først til den garvede talkshowvært Oprah Winfrey og senest i en seks afsnit lang Netflix-dokumentar.
Helt overordnet har hertugparret ikke holdt sig tilbage med voldsomme anklager mod det britiske kongehus om racisme og bevidst lækning af historier til pressen.
Og måske nogle af disse beskyldninger fortsætter.
I hvert fald har prins Harry på det seneste ladet sig interviewe af diverse tv-kanaler i forbindelse med hans længe ventede selvbiografi, som har fået titlen “Spare” (Reserven, red.), og det er i den grad noget, der har trukket overskrifter.
Kræver en undskyldning
Ifølge flere medier, blandt andre The Times og TMZ, ønsker Meghan og Harry at mødes med kong Charles og prins William for at få en undskyldning. Og de to presser således på for, at der skal sluttes fred i familien – og at man bag de royale mure skal erkende, at Meghan og Harry er blevet forurettet.
I samme forbindelsen lyder meldingen dog, at kong Charles angiveligt skulle have en lidt “fjern tilgang” til hele miseren. Eller hvad?
Ifølge kilder holder kong Charles angiveligt “alle linjer åbne” – også mens beskyldningerne er haglet ned over det britiske kongehus.
– Dem, som er tæt på kongen, siger, at han altid har gjort det klart, hvor meget han elsker begge sine sønner og har holdt kommunikationslinjerne åbne i løbet af de sidste par år – på trods af de mange angreb fra Californien (hvor Meghan og Harry er bosat, red.).
Sådan lyder det angiveligt fra kilder ifølge den britiske avis The Telegraph.
På nuværende tidspunkt er det vanskeligt at lure, hvordan konflikten i den britiske kongefamilie mere detaljeret hænger sammen. Men noget tyder på, at vi muligvis får et endnu større indblik i Harrys side af sagen, når selvbiografien “Reserven” lander på de danske boghylder på tirsdag den 10. januar.