
Mette-Marit upopulær som aldrig før: Sådan kommer hun tilbage i varmen

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mette-Marit boede hos Epstein i Palm Beach: Nu undskylder hun
Stemningen må være alt andet end afslappet i den norske kongefamilie i disse dage.
Mens retssagen mod papprinsen Marius Borg Høiby er i fuld gang, er Mette Marits navn dukket op i de nyligt offentliggjorte Epstein-dokumenter.
Afsløringerne om kronprinsessens relation til den afdøde sexforbryder har slået store skår af kronprinsessens troværdighed, viser en rundspørge blandt nordmændene.
Næsten hver anden nordmand mener således ikke, at hun skal være dronning.
Spørger man kongehusekspert Jakob Steen Olsen, er det dog for tidligt at gå i panik og erklære det norske kongehus død.
- Det er et øjebliksbillede. I forhold til kongelig popularitet kan det gå frem og tilbage. Det er ikke for at forklejne hendes brøde, for den er ret stor. Men vi ved dog, kongelig popularitet bølger frem og tilbage, siger han til SE og HØR.
Det kræver dog en indsats at komme ind i varmen hos den norske befolkning, understreger Steen Olsen.
Da det i 2019 første gang kom frem, at der havde været en eller anden form for bekendtskab mellem Mette-Marit og Jeffrey Epstein, blev det slået hen.
Der var blot tale om et flygtigt møde, og hun kendte ikke til hans fortid, forklarede kronprins Håkon dengang.
- Det ved vi alle sammen nu var, for at sige det pænt, løgn. Det var ikke den fulde sandhed, så nordmændene føler stadigvæk ikke, at de kender den fulde sandhed.
Det er dog sandheden, der i første omgang er vejen til nordmændenes tilgivelse.
- Hun er nødt til at gå ud og angre for sit liv og ikke gemme sig bag en pressemeddelelse. Hun skal lægge alt frem, og så bede om tilgivelse.
For Steen Olsen vækker det mindelser om dengang hun i 2000 for rullende kameraer fældede en tåre, mens hun tog afstand fra stoffer og bad om tilgivelse.
- Det skulle hun igennem for at blive kronprinsesse. Nu på en eller anden pervers cirkulær bevægelse, så er det næsten, som om hun er nødt til at gå ud og lave en lignende øvelse for at kunne blive en nogenlunde accepteret dronning.
Fortidens kongelige mantra never complain, never explain er i Olsens optik ikke længere gangbar. Kongehusene er ikke længere hinsides kritik, og når shitstormene raser, er de nødt til at forholde sig til det.
- Hvis nordmændene skal kunne tilgive deres kronprinsesse, så hun kan blive en dronning, som kan være nogenlunde funktionsdygtig, så kræver det, at nordmændene ved, hvad det er de skal tilgive hende for, og det er der ikke nogen, der ved i øjeblikket.
- Men det er ikke noget, der kommer til at vælte det norske kongehus. Det tør jeg godt sige.
