Kongelige19. december 2017

Mette-Marit taler ud om sygdom

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, troede, at hun var kommet i overgangsalderen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mette-marit-19122017.jpg
 Foto: All Over Press
Den norske kronprinsesse Mette-Marit taler nu ud om den sygdom, hun har været ramt af de seneste uger. I november bekræftede det norske hof, at Mette-Marit lider af krystalsyge, som har tvunget hende til at aflyse en række arrangementer. Krystalsyge kendes også som karruselsyge eller løse øresten og viser sig som en alvorlig grad af svimmelhed. Sygdommen opstår, når nogle af de små krystaller i ørets balancesystem forskyder sig, hvilket giver en voldsom følelse af svimmelhed – især når man bevæger sig. Sygdommen går som regel over af sig selv. Tirsdag morgen var Mette-Marit gæst i den norske radiokanal P3, hvor hun fortalte om sine oplelvelser med sygdommen. Hun tror, den blev udløst af lidt for heftig hjemmetræning. Hun og tre veninder træner ved hjælp af en videoapp. De fire veninder træner hjemme i hver deres stue, men sen amerikansk kvinde på videoapp'en dirigerer rundt med dem. - Den sidste uge af træningen var der en del bevægelser, som kan have rystet krystallerne i øret fri, og jeg tør ikke gengive dem her af frygt for, at de river sig løs igen, siger Mette-Marit til radioværten og tilføjer, at hun er i klar bedring. Hun blev opmærksom på sygdommen, da hun sad i et møde med kong Harald, dronning Sonja og kronprins Haakon. - Jeg drejede hovedet hurtigt, og så var det som om, hele verden begyndte at bevæge sig. Jeg troede simpelthen, at jeg var kommet tidligt i overgangsalderen, fortæller den 44-årige kronprinsesse. Hun måtte trække sig fra mødet med sin mand og svigerforældre og sov i fire timer. Men da ekstra søvn ikke hjalp på svimmelheden opsøgte hun sin egen læge, der sendte hende videre i systemet. En øre-næse-hals-læge konstaterede med det samme, at Mette-Marit led af krystalsyge. - Han snurrede mig lidt rundt og lavede forskellige manøver med mig - det var meget ubehageligt, siger Mette-Marit til P3 om sygdommen, som 80.000 nordmænd får konstateret hvert år. Mette-Marit er nu i bedring, men kommer næppe til at deltage i diverse officielle arrangementer på denne side af nytår.

Sponsoreret indhold