Meghan og Harry sender hjerteskærende mail til sørgende forældrepar

Den 18-årige Holly Smallman er afgået ved døden efter et helt liv med kronisk sygdom, og det har fået Meghan og Harry til at sende forældrene en e-mail.
Harry har tidligere mødt den unge Holly Smallman, da Hollys søster, Ruby, modtog en pris til prisuddelingen WellChild Awards i 2015.
Hollys forældre, Hayley og Gary Smallman, fortæller til DailyMail, at det har været sværere at acceptere datterens død på grund af coronaviruskrisen.
Det har eksempelvis ikke været muligt for forældrene at invitere mere end ti mennesker til datterens begravelse, ligesom familie og venner heller ikke har haft mulighed for at træde til og hjælpe på grund af corona.
Det har med andre ord været en særdeles mørk tid for Hayley og Gary, men det har måske ændret sig en lille smule, efter moderen tjekkede sin mailkonto og spottede en e-mail, der havde en noget overraskende afsender.
Det var nemlig ingen ringere end hertugen af Sussex, den tidligere prins Harry, der havde sendt en mail til moderen.
- Jeg føler mig så heldig over at have mødt Holly i 2015, da hendes søster Ruby modtog en WellChild-pris, skriver Harry og fortsætter:

Harry kunne sagtens huske den pingvin, han modtog fra søsteren Ruby i 2015. (Foto: MEGA)
- Holly var helt tydeligt en meget særlig og glad pige på trods af hendes betydelige udfordringer, og hun havde helt klart et ekstra specielt forhold til sine søskende. Det var et stort privilegium at tilbringe tid med jer alle, især Holly, og jeg kan stadig huske den utroligt kreative håndlavede pingvin, som Ruby gav mig - perfekt med rødt hår!
I sin mail roser Harry moderen for sin ambassadørrolle for WellChild. En organisation for syge børn og unge i Storbritannien, som hendes egne døtre også selv har været involveret i.
- Jeg kan forestille mig, at ord ikke rigtigt kan give dig og din familie meget trøst i disse meget vanskelige tider, men jeg ville have dig til at vide, at du og din datter Ruby og søn Josh alle er i mine tanker og bønner.
- Meghan og jeg sender vores dybeste og inderligste kondolencer, skriver han og slutter sin mail af med sit fornavn.
Meghan og Harry er lige nu i hjemmeisolation i deres nye hjem i Los Angeles, hvor de dog er blevet spottet enkelte gange i forbindelse med, at de har meldt sig som frivillige til at donere mad til fattige mennesker i byen.