Kongelige15. marts 2024

Meghan Markle overrasker med ny profil på Instagram

Ud af det blå og i al hemmelighed har prins Harrys bedre halvdel fået oprettet sig en helt ny profil på det sociale medie
FILE PHOTO: Britain's Meghan Markle, Duchess of Sussex
Meghan Markle er tilbage på Instagram.
 Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er efterhånden fire år siden, at prins Harry og Meghan lavede deres allersidste opslag på deres fælles Instagram-profil, Sussex Royal.

Siden da har parret lagt deres sociale medier på hylden, men nu overrasker hertuginden med en spritny profil.

Det skriver Sky News.

Ifølge mediet har Meghan Markle nemlig i al hemmelighed og tilsyneladende ud af det blå oprettet en profil på Instagram under navnet "American Riviera Orchard".

Profilen er ikke verificeret, men i biografien står der: "by Meghan, the Duchess of Sussex", ligesom man kortvarigt kunne se en story af hertuginden med en buket blomster i sit køkken.

Kontoen linker desuden til en officiel hjemmeside, hvor man dog på nuværende tidspunkt udelukkende kan tilføje sin e-mail-adresse, såfrem man vil på en venteliste.

Meghan Markles nye profil på Instagram har i skrivende stund 318.000 følgere, hvorimod hertuginden har valgt ikke at følge nogen som helst tilbage endnu.

Sky News har set retsdokumenter fra sidste måned, hvor American Riviera Orchard søger om patent og beskyttelse af varemærket for produkter såsom tekstiler, bestik, marmelade, syltetøj og andre former for smørrelse.

Det tyder altså på, at Meghan Markles nye profil er en virksomhedsprofil med fokus på mad og livsstil.

Hertuginden har i skrivende stund ikke selv kommenteret sagen.

Sponsoreret indhold