Kongelige29. august 2025

Medie: Prins Harry skal møde kong Charles for første gang i 20 måneder

Der er et stort familiegensyn under opsejling i det britiske kongehus ifølge mediet Mirror
Prins Harry rejser til Storbritannien til september, og hvis alt går vel skal han se sin far, Kong Charles, for første gang i 20 måneder.
Prins Harry rejser til Storbritannien til september, og hvis alt går vel skal han se sin far, Kong Charles, for første gang i 20 måneder.
 Foto: Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix

40-årige prins Harry kan se frem til snart at se sin far, kong Charles, for første gang i 20 måneder.

I hvert fald hvis man skal tage britiske Mirrors ord for gode varer.

Den 8. september rejser Harry således fra USA til England for at deltage i den årlige WellChild Awards, som han i flere år har støttet.

Under sit ophold i det britiske er det altså planen, at prinsen også skal møde kongen, som ikke har nogen udlandsrejser i kalenderen i efterårets første måned.

- For første gang i lang tid er der en ægte følelse af, at forsoning er inden for rækkevidde.

- Prins Harrys bagland og hoffet har åbnet for kommunikationen, og der er et reelt håb om, at far og søn vil se hinanden, når hertugen vender tilbage til London i september, siger en kilde til Mirror.

I maj fortalte prins Harry i et interview med BBC, at han ikke talte med sin far og udtrykte ønske om at ændre den situation.

- Der er ingen mening i at fortsætte med at skændes mere. Som jeg sagde: Livet er dyrebart, lød det fra prinsen.

Mens der er optimisme omkring et møde mellem prins Harry og kong Charles , er der imidlertid ikke udsigt til, at Harry også får sin bror at se i sin tid i hjemlandet.

Mirror skriver således, at prins William har afvist at se sin lillebror. Angiveligt skal det fortsat være prins Harrys offentlige udtalelser om kongehuset, der skal være årsagen til Williams vrede.

Det er fem år siden, at prins Harry trak sig fra sine offentlige pligter og flyttede med sin hustru, hertuginde Meghan, til USA.

Læs mere om det skrantende forhold mellem Harry og det britiske kongehus her.

Sponsoreret indhold