Mary og Frederik sender børnene til Schweiz

Foto: Hanne Juul
Mary og Frederiks børn skal på skoleophold i Schweiz
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sender deres fire børn til Schweiz på skoleophold.
Det skriver Avisen.dk.
Overfor Avisen.dk bekræfter kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, at kronprinsparrets fire børn skal deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz.
Kongehuset vil ikke fortælle yderligere om det forestående ophold i Schweiz.
Avisen.dk spekulerer i, om kronprinsesse Marys udnævnelse til Rigsforstander har noget at gøre med børnenes kommende udlandsophold.
Det forlyder nemlig, at Mary og Frederik vil skiftes til at opholde sig i Schweiz sammen med deres børn.
Prins Christian, 13, prinsesse Isabella, 12, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, 8, går i dag på Tranegårdsskolen i Hellerup.
Hvorvidt børnene bliver trukket helt ud af den danske folkeskole melder historien ikke noget om.
Artiklen fortsætter efter billedet

De fire kongelige børn kan se frem til et skoleophold i Schweiz i det nye år. (Foto: Hanne Juul)
Prins Christian og hans yngre søskende kender godt det land, som de snart skal gå i skole i.
Det er nemlig efterhånden en tradition, at kronprinsparret tager deres unger med på skiferie i den Schweiziske bjergby Verbier.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kronprinsfamilien på ferie Schweiz. (Foto: Martin Høien)
Det er endnu ikke meldt ud, hvornår de kongelige børn rejser til Schweiz.
Men det skulle altså ske i det nye år.