Kongelige29. marts 2020

Mary giver gave til børn i coronakrisen

Kronprinsesse Mary sender gave til alle de udsatte børn, der opholder sig på krisecentre under coronakrisen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191204_hjp5613-1.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Børn, der i disse tider opholder sig på de danske krisecentre sammen med deres mor, kan se frem til en gave fra kronprinsessen.

Det skriver Mary Fonden i en pressemeddelelse.

Sammen med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre har Mary sammensat en helt særlig rygsæk til børnene, der blandt andet består af toiletsager, bøger, en bamse og en helt særlig hilsen fra Mary selv.

- Med rygsækkene ønsker vi at vise børnene, at der bliver taget hånd om dem, og at volden aldrig er deres skyld og aldrig kan retfærdiggøres, siger kronprinsesse Mary i en pressemeddelelse.

Coronakrisen har blandt andet været årsag til, at flere kvinder har været nødsaget til at henvende sig til krisecentre. Derfor har man oprettet 55 nye nødpladser til kvinder, hvor der også vil være plads til børn.

- Det er barskt, at den situation, vi er i nu med Corona-krisen, får flere kvinder til at føle sig nødsaget til at tage på krisecenter. Vi ved, at stress og pres kan eskalere vold i et parforhold. Og når det øvrige samfundet er lukket ned, er mange kvinder og børn tvunget til at være i volden hele tiden. Det ser vi meget tydeligt konsekvenserne af lige nu, siger Mary.

Sponsoreret indhold