Marius Borg Høiby fængslet i fire uger

Den norske kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Fængslingen sker dagen inden en retssag mod Høiby indledes tirsdag.
- Retten mener, at der er rimeligt mistankegrundlag for de tre forhold i sigtelsen. Det er altså mere sandsynligt, at sigtede er skyldig end ikke skyldig i sigtelsen, lyder det i fængslingsgrundlaget fra Oslo tingrett.
Marius Borg Høiby blev anholdt af politiet søndag aften, sigtet for en række nye lovbrud.
Politiet i Norges hovedstad, Oslo, bekræfter over for det norske medie NRK, at Høiby er blevet anholdt og sigtet for trusler med kniv, brud på tilhold og tilfælde af det, der i den norske straffelov kaldes kropskrænkelse.
Kropskrænkelse er at udøve vold eller på anden måde udsætte en person for en fysisk krænkelse.
En del af grundlaget for, at politiet ønskede Høiby fængslet, er, at der kunne være risiko for, at han på fri fod ville begå ligeartet kriminalitet.
Og det har retten i Oslo været enig i, skriver NTB.
Retsmødet om fængsling af Høiby er blevet behandlet som en såkaldt kontorforretning. Det betyder, at dommen har taget stilling til fængslingsspørgsmålet uden at den sigtede var til stede.
Petar Sekulic, der er advokat for Høiby, siger til Dagbladet, at Høiby overvejer at kære fængslingskendelsen.
- Vi tager kendelsen til efterretning, og et kæremål vil blive behandlet, så snart Høiby og forurettede har haft mulighed for at forklare sig.
Anholdelsen af Marius Borg Høiby skete blot to dage, inden han skal sidde på anklagebænken i en omfattende sag, hvor han er tiltalt for 38 lovovertrædelser, deriblandt fire voldtægter, mishandling, vold og trusler.
Sagen begyndte, da han i august 2024 blev anholdt og sigtet for vold mod en ung kvinde.
Siden er anklagerne mod ham blevet flere, mens skandalen har grebet om sig og kastet mørke skygger over hele det norske kongehus.
Retssagen, hvor Høiby sidder på anklagebænken, begynder tirsdag den 3. februar i Oslo tingrett.
Ellen Holager Andenæs, der er forsvarer for Høiby, har bekræftet over for det norske nyhedsbureau NTB, at den 29-årige bonusprins er blevet anholdt, og at politiet ønsker at varetægtsfængsle ham.
Hun ønsker ikke at oplyse, hvordan Høiby stiller sig over for de nye sigtelser, eller hvor han blev anholdt.
Den 29-årige nægter sig skyldig i de mest alvorlige af de forhold, han er tiltalt for - heriblandt voldtægt og mishandling.
Han erkender sig dog skyldig i vold mod en tidligere samlever samt for transport af cannabis.