Kongelige3. januar 2024

Løbsarrangører bekræfter: Royal Run fortsætter

Det bliver den kommende Kong Frederik, der løber Royal Run i 2024 efter planen
Her er kronprins Frederik til Royal Run i 2023.
Her er kronprins Frederik til Royal Run i 2023.
 Foto: Hanne Juul

Det populære Royal Run-løb bliver igen i år med Kronprins Frederik i front – helt som det har været de tidligere år.

Der er bare en ret betydelig forskel siden sidst.

For når Royal Run løber af stablen i fem danske byer til maj er Frederik ikke længere kronprins – men derimod konge af Danmark.

Men det kommer ikke til at få betydning for hans deltagelse i løbet, lyder det fra løbsarrangørerne. Det skriver TV 2 Kosmopol.

– Nu kan vi se frem til Royal Run med en konge, skriver de i en mail.

Og det er ikke bare en forhåbning fra løbsarrangørerne. De har nemlig været i kontakt med kongehuset efter nyheden om dronningens abdikation, oplyser de til TV 2 Kosmopol.

– Vi har været i kontakt med kongehuset og har fået et ok til at skrive, som vi skriver i mailen. Så det er vores klare forventning, at der ikke kommer noget afbud, siger Suzanna Meyer, der er presse- og kommunikationsansvarlig på Royal Run, til TV 2 Kosmopol.

Royal Run bliver afholdt den 20. maj 2024 i København/Frederiksberg, Kalundborg, Fredericia, Aarhus og Brønderslev.

Sponsoreret indhold