
Lastbil med billede af Donald Trump og Jeffrey Epstein skaber røre i Windsor
Trump besøger kong Charles: Ikke vild med ham
LÆS OGSÅ: Velkommen Donald Trump, din gris
En lastbil med et stort billede af USA's præsident, Donald Trump, og den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein kører onsdag rundt i den engelske by Windsor, hvor Trump besøger kong Charles og dronning Camilla.
Det skriver det britiske medie BBC.
- Velkommen til Storbritannien, Donald, står der på siden af lastbilen - under billedet af Trump og Epstein.
Trump og hans hustru, Melania, er på statsbesøg i Storbritannien.
Kort efter klokken 13.00 dansk tid ankom parret til Windsor med helikopteren "Marine One". Windsor ligger cirka 30 kilometer vest for London centrum.
Ved helikopteren blev de modtaget af prins William og prinsesse Kate.
Prins William og prinsesse Kate gik sammen med det amerikanske præsidentpar op til Windsor Castle, hvor Trump og hans hustru blev budt velkommen af kong Charles og dronning Camilla.
Lastbilen med billedet af Trump og Epstein er ikke det første kontroversielle indslag, der har været i forbindelse med præsidentens statsbesøg i Storbritannien.
Tirsdag blev fire personer således anholdt, efter at billeder af Trump og Epstein blev projiceret op på et af Windsor Castles tårne.
Præsidenten var venner med Epstein i 1990'erne og begyndelsen af 00'erne.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel. Han begik selvmord i en fængselscelle i New York senere samme år.
Han fik i 2008 en dom for at have opfordret en mindreårig til prostitution og blev registreret som seksualforbryder.
Trump er ikke sat i forbindelse med nogle af disse forhold.
Efter modtagelsen uden for Windsor Castle kører det amerikanske præsidentpar og det britiske kongepar køre gennem slotsområdet i karet.
Præsidenten og kongen kører i én karet, mens førstedamen og dronningen kører i en anden karet, skriver BBC.
Senere er den britiske regent vært ved en privat frokost.
USA's præsident og hans hustru er på statsbesøg i Storbritannien i tre dage. De ankom tirsdag og rejser igen torsdag.
