Kongelige20. juni 2022

Kronprinsparret taler ud om Herlufsholm: Har talt med børnene om den sidste måneds sager

For første gang stiller kronprinsparret op sammen og svarer på spørgsmål om Herlufsholm
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Kronprinsparret stillede under deres besøg i Holland op til spørgsmål om Herlufsholm-sagerne.
 Video: Jesper Sunesen

Indtil nu har det været sparsomt med ord fra Kronsprinsparret om situationen omkring Herlufsholm, men mandag stillede de sammen op for at svare på spørgsmål fra pressen.

Her kunne både Mary og Frederik fortælle, hvordan prinsesse Isabella og prins Christian har været påvirket af de mange historier, der har været fremme de seneste måneder.

- Det har præget dem, det er da klart. Vi har selvfølgelig også talt med dem og spurgt til det. Vi har også talt med vores søn, der har taget eksamen, mens den her sag har kørt, siger kronprins Frederik.

- Det er klart, at der har været et par ubehagelige og uheldige episoder, men vi har også et hav af elever, der har haft det godt, lyder det fra kronprinsen.

Også kronprinsessen kommenterer på børnenes ve og vel, som de har et særligt fokus på.

- Som vi tidligere har sagt, tager vi den skarpeste afstand til det. Men det er vigtigt, at når vi også har et barn, der har været der et år, og et barn der glæder sig til at starte der, så er vi nødt til at have hele historien frem for at kunne tage en beslutning for dem, siger kronprinsesse Mary.

Kronprinsparret svarede videre, at de stadig afventer resultaterne på de undersøgelser, vi stadig mangler at høre fra, før de kan tage den endelige beslutning om deres børn fremtidige uddannelsesforløb.

- Det er vigtigt, at vi som forældre viser vores børn, at man skal se en udfordring fra alle sider. Ja, der er en side af historien, som er forfærdelig, og som vi skal tage den skarpeste afstand til. Men man skal jo ikke tage en beslutning lige meget hvor stærk og rystende den er, før vi har set alle sider, siger kronprinsesse Mary.

Kronprinsparret er lige nu i Holland på virksomhedsbesøg, men havde altså mandag valgt at stille op til pressens spørgsmål under deres besøg.

Sponsoreret indhold