Kongelige14. januar 2024

Kronprinspar sætter rekord: 20 år til at forberede sig

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har haft noget længere tid end sine forgængere til at forberede sig på det, der skal ske senere i dag
Kronprins Frederik er 55 år gammel og kronprinsesse Mary er 51 år gammel.
Kronprins Frederik er 55 år gammel og kronprinsesse Mary er 51 år gammel.
 Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Få i danmarkshistorien har haft så lang tid til at forberede sig på at blive kongepar som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Margrethe og prins Henrik havde fem år, og kronprinsens morfar og mormor, kronprins Frederik og prinsesse Ingrid, fik 12 år, før der var bud efter dem.

Det nye kongepar kan, når de søndag eftermiddag kører fra Christiansborg Slot, se tilbage på 20 års læretid.

Det har givet dem flere fordele, siger Line Bjerre Kristensen, der er historiker med speciale i det glücksburgske kongehus.

For det første nogle familiære:

- De har fået fire børn og haft tid til at være småbørnsfamilie, i det omfang det lader sig gøre, når man er kronprinspar.

- Den mulighed havde tronfølger Margrethe ikke - hun havde to små børn, da hun meget pludseligt skulle være dronning.

20 år i første række efter dronningen har også betydet, at danskerne har lært dem at kende:

- Som konge vil Frederik indtage en mere formel rolle, og så kan det være en fordel, at befolkningen føler, at de kender ham og Mary gennem så mange år som kronprinspar, siger Line Bjerre Kristensen.

Kronprinsparret overgås kun af Frederik VIII og kronprinsesse Lovisa, der var kronprinspar i 37 år - fra 1869 til 1906.

Mens kronprins Frederik har været på statsbesøg, stået i spidsen for erhvervsdelegationer, afholdt audienser og modtaget afgående og nye ministre, så fik Frederik VIII ikke samme muligheder.

Hans far, Christian IX, tillod det ikke.

- Han var en autokratisk konge, der sad hårdt på tronen. Han tillod ikke sin søn at komme frem i lyset, så den lange forberedelsestid kunne han ikke bruge til meget, siger Line Bjerre Kristensen.

- Og da han endelig blev konge, nåede han kun at regere i seks år. Han er af den grund gået over i historien som den evige kronprins og den glemte konge.

Kong Frederik X og dronning Mary kommer foruden den lange forberedelsestid til at være de første, der ikke samtidig er i sorg over deres forgængers død.

Det vil gøre begyndelsen lettere, siger Line Bjerre Kristensen.

- Ingen andre har haft den fordel, at de har en tidligere monark i baggrunden til at hjælpe og rådgive dem. Det er helt unikt på den måde at have en mentor.

- Andre er bare blevet kastet ud i det. Tænk på Christian X - hans far, Frederik VIII, faldt om med hjertestop på gaden i Hamborg, og bum, så var Christian konge.

Sponsoreret indhold