Kongelige9. februar 2022

Kronprinsessen sender penge til kamp mod mobning i Australien

Projektet Better Buddies blev skabt mod mobning og har siden inspireret kronprinsesse Mary til dansk version
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220207-042243-6-1920x1280we.jpg
 Foto: Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix

Kronprinsesse Marys fond, Mary Fonden, vil hjælpe med at bekæmpe mobning i Australien.

Det skal konkret ske ved at donere 50.000 australske dollar - svarende til godt 233.000 kroner - til projektet Better Buddies, som den australske velgørenhedsorganisation The Alannah & Madeline Foundation står bag.

Det oplyser Mary Fonden i en pressemeddelelse.

Donationen sker i anledning af kronprinsessens 50-års fødselsdag. Men også fordi det netop var det australske projekt, der i sin tid inspirerede kronprinsessen til at begynde projektets danske pendant Fri for Mobberi.

Det skal organisationen have tak for, siger kronprinsesse Mary.

- Fra min allerførste oplevelse med Better Buddies kunne jeg se, at tilgangen kunne noget helt særligt i forhold til at skabe fællesskaber og sammenhold blandt børn.

- Og derfor var det også oplagt for mig at tage inspirationen fra Better Buddies med til Danmark. Det har været en stor glæde, og vi er taknemmelige for det afsæt, det har givet os i vores arbejde med at bekæmpe mobning i Mary Fonden, siger hun i pressemeddelelsen.

Fandt inspiration i australien

Det danske projekt Fri for Mobberi blev lanceret i 2007 i et samarbejde mellem Mary Fonden og Red Barnet.

Formålet er at forebygge og bekæmpe mobning blandt børn.

Fri for Mobberi er Danmarks første større, samlede indsats mod mobning på dagtilbuds- og indskolingsniveau.

I dag er Fri for Mobberi ude i mere end halvdelen af alle Danmarks dagtilbud og i knap halvdelen af SFO'er og skoler.

Ifølge Helle Østergaard, der er direktør i Mary Fonden, har tilgangen til børn med projektet været at lære dem nogle gode værdier. Noget de fandt inspiration til fra Better Buddies-projektet.

- Det, der er med Better Buddies-programmet, og som kronprinsessen også så dengang, var, at de havde en speciel tilgang ved faktisk at lære de mindre børn nogle rigtig gode værdier.

- Dengang var det egentlig nyt, at man, allerede fra børnene var fire til seks år, gik ind og arbejdede med at lære dem gode værdier og lære dem at være gode venner for at forebygge mobning, siger hun.

Takker Mary

The Alannah & Madeline Foundation eksisteret siden 1996 med et mål om at understøtte, at alle børn vokser op i et trygt og inkluderende miljø.

I pressemeddelelsen takker fondens administrerende direktør, Sarah Davies, for donationen.

- Vores mangeårige samarbejde med kronprinsessen er meget højt værdsat. The Alannah & Madeline Foundation arbejder stadig for at bekæmpe både traditionel og digital mobning blandt børn og unge gennem målrettede og markante programmer.

- Begge organisationer deler formålet med at skabe sikre og trygge fællesskaber for vores børn, siger hun.

Sponsoreret indhold